Borgmester indvier

Stort fremmøde til indvielsen af de nye kunstgræsbaner

Det var koldt, men smukt vejr, da de nye kunstgræsbaner på i alt 14.000 m2 blev indviet foran et par hundrede fodboldinteresserede børn og voksne.

Der er kommet nyt liv på pladsen bag Topdanmark Hallen. For de gamle grusbaner, der ikke har været i brug i flere år, er nemlig blevet skiftet ud med nye, moderne kunstgræsbaner.

De nye baner i Ballerup Idrætsby kan bruges hele året og er 4. generationskunstgræsbaner uden infill. Det betyder, at banerne er uden gummigranulat, som mange ellers forbinder kunstgræsbaner med.

De nye baner blev officielt indviet tirsdag eftermiddag, hvor de mange fremmødte børn fik mulighed for at prøve banerne, efter borgmester Jesper Würtzen klippede den røde snor.

- Jeg er glad for, at vi nu kan tilbyde nye, moderne kunstgræsbaner i Ballerup Kommune. De kan bruges året rundt, og det skaber fleksibilitet og giver bedre vilkår for fodbolden - og for de øvrige idrætter, fordi fodbolden nu næsten rykker helt ud af indendørsbanerne, siger borgmesteren.

De nye kunstgræsbaner giver en 11-mandsbane, en 8-mandsbane, fire 3-mandsbaner samt markeringer til to 5-mandsbaner. I alt er der anlagt kunstgræsbaner på 14.000 m2.