“Strøm til børn” skaber gode takter på Skovlunde Skole
Musik-apps, en iPad, et sæt hovedtelefoner og dygtige undervisere med forstand på digitale løsninger. Det er hovedingredienserne i forløbet ’Strøm til børn’, som har givet seks 6. klasser på Skovlunde Skole mulighed for at konstruere og komponere deres egne musikstykker.
I Strøm-forløbet bliver eleverne hen over tre dage introduceret til en række forskellige digitale musik-apps, som gør det muligt for dem hurtigt og effektivt at sammensætte deres egne beats og musikalske rundgange, uden nødvendigvis at have den store musikalske “know-how”.
Jonas fra 6f er en af de elever, som allerede har været igennem forløbet og har fået både ny viden og gode oplevelser med sig:
- Først legede vi med nogle forskellige apps, som lærte os noget om rytmer, dynamik og sammensætningen af instrumenter. Herefter skulle vi sammensætte vores egne rytmer, så vi fik nogle fede dynamiske melodier. Dem skulle vi så spille højt for klassen, og så kunne vi give hinanden feedback og masser af fed energi.
Med de rigtige apps kan alle komponere
Blandt de klasser, der allerede har været igennem forløbet, sikrede velplaceret støtte fra de engagerede undervisere, som var mødt op fra Strøm, at samtlige elever nåede at producere deres eget beat. Derfor var der også stor optimisme at spore hos eleverne, da de følte, at de fik et helt andet ejerskab til det, de havde produceret.
- Mange børn har et abstrakt forhold til at skrive og komponere deres egen musik i et musiklokale, da det oftest kræver et vist kendskab til musik for at kunne sammensætte taktarter, tonearter, akkorder, osv. Den barriere kan et godt kendskab til mulighederne med de digitale redskaber bidrage til at opløse, fortæller klasselærer Frederik Bay Lundberg.
Nazli fra 6f på Skovlunde skole, fortæller her, hvad hun fik ud af forløbet:
- Vi lærte mange ting om, hvilke komponenter der skal til, for at man kan lave professionelt musik. Vi blev næsten professionelle musikere på tre dage, hvilket var en mega fed oplevelse, og fik mig til at føle mig en smule professionel og rigtig glad. Jeg gik på weekend med en god følelse i kroppen.
Fakta
- ”Strøm til børn” er skabt af organisationen Strøm for at introducere børn og unge til elektronisk musik.
- Strøm er støttet af bl.a. Statens Kunstfond.
- I 2021 og 2022 har 6. klasserne på Skovlunde skoles to matrikler deltaget i workshops over tre skoledage.