Talent- og eliteudviklingen fortsætter: Ballerup Kommune og Team Danmark forlænger samarbejdet
Ballerup Kommune og Team Danmark forlænger deres samarbejde om talent- og eliteudvikling. Aftalen sikrer gode rammer for atleter og kan forhåbentlig bane vejen for toppræstationer på den internationale scene
Det kræver en særlig kombination af talentudvikling, målrettet træning, mental styrke og balance mellem sport og livets andre aspekter for at nå toppen inden for elitesport.
Siden 2009 har Ballerup Kommune skabt rammerne for dette gennem et stærkt samarbejde med Team Danmark. Nu er samarbejdet blevet forlænget med yderligere fire år, efter parterne for nylig satte deres underskrifter på en ny aftale.
- I Ballerup Kommune har vi en god tradition for at støtte og udvikle talenter og eliteatleter. Derfor er jeg meget glad for, at det tætte samarbejde med Team Danmark er blevet forlænget. Fornyelsen giver os mulighed for fortsat at skabe gode rammer for udvikling af idrætstalenter, hvilket forhåbentlig vil føre til endnu flere toppræstationer i den internationale sportsverden i de kommende år, siger borgmester Jesper Würtzen.
De prioriterede idrætsgrene i samarbejdsaftalen mellem Ballerup Kommune og Team Danmark omfatter banecykling, atletik, fodbold, skydning, svømning og basketball, og det sker i tæt samarbejde med klubberne Ballerup Atletik Klub, Ballerup-Skovlunde Fodbold, Ballerup Skytte Forening, BMS Herlev, DBC Ballerup og Svømmeklubben Triton.
Som en del af Ballerup Kommunes elitekommunesamarbejde prioriteres en balanceret og fleksibel skolegang for atleterne højt. Kommunen samarbejder derfor tæt med lokale uddannelsesinstitutioner, herunder Team Danmark-klasserne på Hedegårdsskolen og ungdomsuddannelser i området, for at skabe de bedst mulige rammer for både sport og uddannelse.
En indsats, der høster stor anerkendelse fra Team Danmark.
- I Team Danmark er vi glade for, at vi er nået til enighed om endnu en elitekommesamarbejdsaftale med Ballerup Kommune gældende frem til 2028. Ballerup er hjemsted for en række unikke talent- og elitemiljøer, som danner grundlag for, at vi i fremtiden kan blive ved med at skabe resultater på den internationale scene. Ballerup Kommune har vist, at de er villige til at prioritere talent- og elitearbejdet i kommunen i den kommende aftaleperiode, og jeg er derfor glad for, at vi har underskrevet en ny aftale, siger Peter Fabrin, der er administrerende direktør i Team Danmark.
Ved De Olympiske Lege i Paris 2024 deltog landsholdet i banecykling, skytten Stephanie Grundsøe og svømmeren Signe Bro, som alle har tilknytning til talent- og elitesetuppet i Ballerup. Danmark sikrede sig i alt ni OL-medaljer: to guld, to sølv og fem bronze. Blandt medaljetagerne var cykelrytterne Michael Mørkøv og Niklas Larsen, der sikrede bronze i baneløb – en præstation, som i høj grad kan tilskrives deres omfattende træning i netop Ballerup Super Arena.