Tilfredshed hos Arbejdstilsynet efter coronabesøg på folkeskolerne
Arbejdstilsynet har været på coronatilsyn på samtlige folkeskoler i Ballerup Kommune. Arbejdstilsynet fandt 'ingen overtrædelser af lovgivningen', og det glæder borgmester Jesper Würtzen (A)
Arbejdstilsynet har de seneste to uger gennemført målrettede coronatilsyn på skoler og uddannelsesinstitutioner på den københavnske Vestegn samt i Ballerup Kommune. Tilsynene er gennemført efter en periode med stigende smittetryk i aldersgruppen 10-25 år.
Arbejdstilsynet har netop afsluttet deres tilsyn på samtlige folkeskoler i Ballerup, og de har under deres besøg ikke konstateret nogen overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen på skolerne. Det fremgår af Arbejdstilsynets rapporter, som skolerne har fået tilsendt.
- Det er et kæmpe skulderklap til ledere og medarbejdere på vores skoler. De er gået til coronaopgaven med krum hals, og det er lykkedes dem at skabe en hverdag, der fungerer, og samtidig overholder lovgivningen trods mange restriktioner og corona-benspænd, siger borgmester Jesper Würtzen (A)
- Arbejdstilsynets besøg og afsluttende rapporter bekræfter mig i, at vi på skolerne i Ballerup gør, hvad vi kan, for at mindske risikoen for smitte med coronavirus ud fra sundhedsmyndighedernes mange detaljerede retningslinjer, siger Jesper Würtzen.
Under tilsynene har der blandt andet været fokus på hygiejne, rengøring samt skolernes foranstaltninger for at forebygge risikoen for smitte med coronavirus.