Toiletbygning i Pederstrup har fokus på bæredygtighed
I flere år har besøgende i Pederstrup måttet nøjes med en midlertidig toiletløsning på parkeringspladsen, men i efteråret 2025 blev en ny, permanent toiletbygning officielt taget i drift.
Den er lavet af genbrugsmaterialer, og så er den både praktisk, handicapvenlig og tilpasset det historiske miljø.
Bygningen står foran Ryttergården, hvor den gamle mødding tidligere lå, og den er diskret omkranset af hække, så den falder naturligt ind i landsbyens historiske omgivelser. Med større kapacitet, handicaptoilet og pusleplads er der samtidig tænkt på både tilgængelighed og familier med små børn.
Genbrug i højsædet – både før i tiden og nu
Da husene i Pederstrup blev opført i sin tid, var genbrug af materialer helt almindeligt. Og genbrugen af materialer til det nye toilet falder godt i tråd med Ballerup Kommunes klimamål, hvor det ene indsatsområde er cirkulær økonomi.
Det handler blandt andet om at gentænke den måde, vi forbruger på, så forbrug ses som et kredsløb, hvor vi genbruger ressourcer og bevarer deres værdi længst muligt i stedet for at holde fast i en brug-og-smid-væk-tankegang.
Selve toiletbygningen er en moderne, præfabrikeret løsning – men materialerne består primært af genbrug. Facaderne er for eksempel opført i træ fra et nedrivningsprojekt, og taget er belagt med gamle teglsten.
Med genbrug som omdrejningspunkt har Pederstrup dermed fået et byggeri, der både peger fremad og samtidig trækker tråde tilbage til fortiden.