Borgerne skal bidrage med idéer til udviklingen af Jonstruplejren
I aftes vedtog Kommunalbestyrelsen en borgerinddragelsesproces for udviklingen af Jonstruplejren. Borgere og andre interessenter med idéer og holdninger kan blive hørt og komme med forslag til den videre planlægning. Processen starter op efter skolernes sommerferie.
Jonstruplejren skal over år omdannes fra et lukket kaserneområde til et attraktivt boligområde. Freja Ejendomme havde i samarbejde med Ballerup Kommunes administration udarbejdet et forslag til en Helhedsplan for Jonstruplejrens udvikling. Planen var til politisk behandling i november 2020, hvor den ikke blev godkendt, da den ikke var tilstrækkeligt lokalt og politisk forankret.
”Vi har lyttet til borgerne og ønsker at starte på en frisk. Derfor har vi godkendt en tids- og procesplan, hvor vi har fokus på borgerinddragelse, og den starter allerede efter sommerferien. Der vil blive mulighed for at indsende idéer, deltage i workshops og stille spørgsmål”, fortæller formand for Teknik- og Miljøudvalget, Hella Hardø Tiedemann (A).
Helhedsplanen er droppet
Den nye tids- og procesplan med fokus på borgerinddragelse betyder, at der ikke er en Helhedsplan på bordet, som interessenterne skal forholde sig til. I stedet starter Ballerup Kommune med en forhøring, hvor kommunen ønsker at modtage idéer og forslag til tre hovedspørgsmål:
- Hvordan kan det lukkede byomdannelsesområde blive en naturlig del af lokalområdet?
- Hvordan kan det fremtidige boligområde tilpasses områdets landskabelige kvaliteter?
- Hvordan kan langtidsholdbare, bæredygtige løsninger indarbejdes i omdannelsesprojektet?
I forhøringsperioden vil der blive afholdt temaworkshops og en gåtur i området. Herefter vil inputtene blive præsenteret politisk, så de kan indgå i den videre planlægning.
”Vi skal holde fokus på, at vi skal i gang med at udvikle et dejligt område, der ellers har været lukket land, men som snart kan åbnes, så det kommende boligområde i Jonstruplejren kan blive en naturlig del af lokalområdet og som vi kan få glæde af. Det er et naturskønt og attraktiv sted, som vi glæder os til at udvikle i samspil med de omkringliggende omgivelser” siger Hella Tiedemann.
Forhøringen afholdes fra torsdag den 12. august til torsdag den 30. september. Der kommer mere information på Kommunesiden i BallerupBladet og på Ballerup.dk i starten af august.