Foto

Unge i Ballerup får hjælp til at håndtere ensomhed

Ballerup Kommune har gennem de seneste to år haft et særligt fokus på ensomhed blandt unge. En ny evaluering tyder på, at indsatsen gør en forskel

Følelsen af ensomhed blandt unge kan have mange facetter, være synlig eller usynlig for omgivelserne og ramme på tværs af sociale og økonomiske baggrunde. Det er kendt viden.

Velkendt er det desværre også, at det kan være svært at bryde ud af sin ensomhed, når man først er fanget i den. Derfor har Ballerup Kommune i de seneste to år været en del af projektet Lift, som har til formål at hjælpe unge ud af svær ensomhed.

En ny delevaluering af projektet, der laves i samarbejde med Mary Fonden, kaster for første gang lys over, hvordan indsatsen virker for de unge, der deltager. Og resultaterne er lovende.

2.400 unge har deltaget

Siden de første ungdomsuddannelser i Ballerup Kommune blev en del af Lift-projektet, har knap 2.400 elever deltaget i opsporingen. Heraf er 11 % blevet tilbudt støtte, fordi de viser tegn på svær ensomhed.

Lift-vejlederne guider de unge til trygge, inkluderende fællesskaber som blandt andet gruppeforløb, motionsgrupper og naturgruppeforløb eller støtte til at finde foreningsfællesskaber i fritiden. I Ballerup Kommune har 41 unge takket ja til en samtale med en Lift-vejleder.

- En af de unge i evalueringen omtaler Lift-vejlederen som en guide eller personlig træner. Det ser jeg mig også som. Vores ambition som Lift-vejledere er at guide de unge til at få det bedre socialt, for sunde, sociale relationer er supervigtige, for at vi får et godt og rigt liv, siger Lift-vejleder Anne Marie Søndergaard.  

Evalueringen viser, at indsatsen har en positiv virkning på de unges trivsel, handlekraft og oplevelse af at kunne få det bedre. De unge selv peger på, at de oplever mere overskud, et bedre selvbillede og større tro på, at det kan blive bedre.

- Jeg føler stadig, at det kan være svært at komme afsted til ting, men jeg føler, at jeg har fået lidt mere håb for, at det hele nok skal gå, fortæller en af de unge, der har deltaget i projektet, i evalueringen.

Ballerup inspirerer nationalt

Når unge i Ballerup Kommune møder Lift, sker det typisk i undervisningstiden på deres ungdomsuddannelse. Her bliver de introduceret til ensomhed som en helt almindelig følelse, som de fleste oplever i perioder af livet.

Men de lærer også, at nogle oplever at ensomheden fortsætter og udvikler sig til en tung og vedvarende følelse – og at det i så fald er både naturligt og vigtigt at få støtte til at komme videre.

- Lift-projektet er en vigtig indsats for os. Derfor er det også glædeligt med den her delevaluering, som viser, at projektet gør en forskel for vores unge. Vi har i Ballerup Kommune et stort fokus på fællesskaber og på at hjælpe unge ind i meningsfulde fællesskaber, fordi vi ved, hvor vigtigt det er – blandt andet for at forebygge og bekæmpe ensomhed, siger borgmester Jesper Würtzen.

Sammen med Esbjerg og Vejle er Ballerup Kommune blandt de tre første kommuner i landet, der udvikler og tester Lift i praksis. Resultaterne fra Ballerup er dermed med til at danne grundlag for en mulig national udbredelse.

Sådan får du hjælp

Hvis du er ung, eller kender en ung, der oplever ensomhed, kan de kontakte Ballerup Kommunes Lift-vejleder Anne Marie Søndergaard på tlf. 44774348 eller direkte på 22529142 og mail asn1@balk.dk

Faktaboks: Hvad er Lift?

  • ”Lift – unge ud af ensomhed” arbejder for, at alle unge, der føler sig svært ensomme, bliver set, tilbydes hjælp, der er skræddersyet til den enkeltes behov, og får støtte til at indgå i meningsfulde relationer.
  • Lift er et samarbejde mellem Mary Fonden, Esbjerg Kommune, Vejle Kommune, Ballerup Kommune, Foreningernes Hus, Frivillighuset Vindrosen, Ventilen, DGI og Headspace Danmark.
  • Ligesom det er tilfældet i Ballerup, oplever unge i Esbjerg og Vejle generelt en positiv udvikling i både deres følelse af ensomhed og deres selvbillede
  • De unge i Lift oplever generelt en positiv udvikling i deres evne til at sætte ord på ensomhedsfølelsen, deres tro på, at de kan få det bedre, og deres overskud og motivation til at søge hjælp.