valgsted

Valgstedet på Skovlunde Skole, Nord er som det plejer - se bort fra forkert vejnummer

Valgstedet på Skovlunde Skole, Nord er som det plejer – se bort fra forkert vejnummer på valgkort 

Ved en fejl er der blevet trykt et forkert vejnummer på alle valgkort, der har Skovlunde Skole, Nord som afstemningssted. Det korrekte afstemningssted er Lundebjerg 72, som det plejer at være - og ikke Lundebjerg 52, som der fejlagtigt står på valgkortet.

Dit valgkort er fortsat gyldigt, selvom vejnummeret er forkert. Så det skal du fortsat medbringe på valgdagen tirsdag den 1. november.

Der vil være tydelig skiltning i området, så ingen er i tvivl om, hvor afstemningsstedet ligger.

Del meget gerne infoen, hvis du kender personer, der skal stemme på Skovlunde Skole, Nord. 

Der bliver i løbet af mandag den 31. oktober også udsendt sms’er til alle offentligt tilgængelige mobilnumre i det berørte valgdistrikt. Sms’en er gratis at modtage.

Vi beklager fejlen!

Yderligere information

Har valgkortet indflydelse på min brevstemme?

Nej. Hvis du allerede har brevstemt, kan du se bort fra sms’en samt informationen om forkert vejnummer på valgkortet – det har ikke indflydelse på gyldigheden af din brevstemme.

Jeg bor ikke i Ballerup Kommune – men jeg har fået en sms?

Mobilnumrene stammer fra teleselskaberne, og du har muligvis før haft en tilknytning til områderne, hvor vi har sendt sms’er ud. Er du flyttet, så kontakt dit teleselskab og bed dem opdatere din nye adresse.

I har sendt sms til personer under 18 år. Hvorfor?

I Danmark skal man være over 18 år for at tegne et mobilabonnement. Som udgangspunkt har vi sendt valg-sms til personen, der har tegnet mobilabonnementet. Vores sms-leverandør kan dog ikke vide om personen, der efterfølgende bruger mobilnummeret, er under 18 år.

Er jeres sms-løsning sikker?

Vores SMS-leverandør overholder EU's Databeskyttelsesforordning (GDPR) samt Teleankenævnets gældende Rammeaftale for mobile indholdstjenester (rammeaftalen.dk).