Vi fandt kærligheden på Bøtø

Vi fandt kærligheden på Bøtø

Det begyndte med en ombyttet nøgle og sluttede med et kys. Margit Jensen og Erik Niebling faldt i snak og blev kærester på Ballerup Kommunes ferieophold for pensionister på Bøtø Strandpark.

De ankom med bussen fra Ballerup til Falster søndag. Tirsdag fik Margit et kram af Erik. Onsdag et kys på kinden. Og torsdag et kys på munden.

- Det skete fuldstændigt i den rigtige rækkefølge, siger Margit og tænker tilbage på sidste sommer.

Kærlighedshistorien tager sit udspring med to ombyttede nøgler.

De ombyttede nøgler

Margit kan ikke åbne døren til sit værelse, da hun ankommer til Bøtø Strandpark. Nøglen passer ikke, og Margit vil gerne i gang med at pakke sin kuffert ud. Da hun forsøger at finde ud af, hvad der er gået galt, kommer en ukendt mand med en nøgle, der heller ikke passer til hans værelse.

Manden er Erik, men det ved Margit endnu ikke. Det viser sig, at de to skal bo på værelse ved siden af hinanden, og de begge har fået en forkert nøgle.

Om aftenen prikker Erik Margit på skulderen og fortæller hende, de er nødt til at sidde ved siden af hinanden. De falder i snak. Margit er som udgangspunkt skeptisk.

- Jeg skulle absolut ikke have en kæreste, eller noget der lignende. Jeg havde haft de mænd, jeg skulle have i min tid, fortæller Margit, som har mistet sin kæreste seks år tidligere.

Den er Erik dog ikke helt med på. Om tirsdagen er de på tur til Marielyst, og Erik spørger, om han må få Margits telefonnummer. Det ender han med at få.

Hver aften slutter med en lang snak uden for værelserne. Det er de snakke, der munder ud i et kys på læberne torsdag aften og betyder, at Erik og Margit i dag er kærester.

Væk fra ensomhed

80-årige Erik er med på turen til Bøtø for første gang sidste sommer. Han har været gift med sin kone i 59 år, som dør inden de kan nå at fejre diamantbryllup. At blive alene er ikke lykken for Erik.

- Efter min kone døde, sad jeg bare derhjemme og gloede fjernsyn fra morgen til aften og foretog mig ingenting, fortæller Erik.

Derfor foreslår Eriks svigerdatter, at han ansøger om at komme med til Bøtø.

Det er en helt anden udgave af Erik, som i dag ser tilbage på opholdet, og det liv han har fået sammen med Margit.

- Jeg er vendt 180 grader. Jeg er gået fra at sidde derhjemme til at være en skideglad mand. Der skete et mirakel.

En sommeruge med stor aktivitet

86-årige Margit er med på turen til Bøtø for sjette gang, da hun står med den forkerte nøgle i hånden og løber ind i Erik for første gang. Hun ved godt, hvorfor hun bliver ved med at vende tilbage til Falster.

- Alle på turen er indstillet på, at vi skal have fem gode dage. Det giver en god stemning og et fantastisk fællesskab med gode aktiviteter. En dag tager vi ind til en af byerne i nærheden, en anden dag er der bankospil, og en tredje dag er der festaften med levende musik. Desuden er maden rigtig god, og området tæt på Østersøen er smukt. Selvom jeg er dårligt gående med rollator, går vi sommetider en håndfuld stykker ned til vandet og sidder på en bænk og kigger ud over havet fra den brede sandstrand.

Et større socialt liv

I dag har parret nok at se til sammen. Der er altid en fødselsdag, en barnedåb eller et bryllup at se frem til.

Margit er kommet i Parkhuset – Ballerup Kommunes tilbud til pensionister i Aktiv Center Ballerup – i mange år. Nu har hun lokket Erik med.

Han er både med i billardklubben og på et malehold. Hver lørdag formiddag mødes parret desuden fast med andre til spisning i Ballerup Centret.

Det helt store spørgsmål mange måneder senere er, om kæresteparret var faldet for hinanden, hvis de to nøgler aldrig var blevet byttet rundt.

- Aldrig! Han er slet ikke min type af udseende. Jeg ville aldrig nogensinde være faldet for ham, siger Margit og skraldgriner.

Erik er knap så afvisende:

- Jeg syntes, Margit var en skidesød dame, så det kunne sagtens være sket alligevel, konstaterer han.

Fordelen ved at være to

Kæresteparret er i dag enige om, at de supplerer hinanden godt.

- Han ved slet ikke, alt det gode han gør ved mig. Jeg er ikke så mobil, men til gengæld husker jeg rigtigt godt. Erik er på den anden side meget mobil, men det kniber nogle gange med at huske. Vi hjælper hinanden, det er fordelen ved at være to, fortæller Margit med et smil.

De ser begge frem til at tage turen til Bøtø igen denne sommer. Nu som par. Margits nabo i Ballerup har et rigtigt god råd til, hvordan flere kan få en oplevelse for livet.

- Min nabo siger, at de må bytte alle nøglerne om. Tænk på alle de kærestepar, der kan blive ud af det, slutter Margit.

Foto: Erik og Margit i Marielyst.

Om Bøtø Strandpark

  • Hvert år udbyder Ballerup Kommune ferieophold på Bøtø for pensionister.
  • Bøtø Strandpark ligger på Falster, fire kilometer fra Marielyst.
  • Bøtø Strandpark ligger 300 meter fra Østersøen. 
  • I alt tre hold pensionister bliver sendt af sted til Bøtø hvert år.
  • Alle pensionister i Ballerup Kommune kan ansøge om at komme med.

Koordinator for turene til Bøtø Strandpark, Tina Lose Jensen:

- Hvert år bliver der dannet mange venskaber og lavet rigtigt mange netværk under et ophold. Netværkerne holder også, når pensionisterne kommer hjem. De besøger hinanden på kryds og tværs, ringer sammen og hjælper hinanden med at handle. Ferieopholdene er med til at få mange borgere ud af ufrivillig ensomhed.