Vi hylder de frivillige kræfter: Joan nyder at gøre en forskel
På fredag er det Frivillig Fredag i hele landet – en dag, hvor man retter lyset mod alle de frivillige mennesker, der hver dag stiller op for børn, for ældre og for alle derimellem. Én af dem, vi hylder er Joan Henriksen, der er frivillig i Mødrehjælpen i Ballerup. Mød hende her.
Mellem de mindste størrelser tøj, farverigt legetøj og startklare pakker til nye babyer i Ballerup, finder vi Joan Henriksen og hendes frivillige kolleger. Hver dag åbner de butiksdøren til Mødrehjælpen og deres hjerter for alle, der har behov for at finde tøj og udstyr til børn til priser, der er væsentligt mindre end i andre butikker.
- Jeg har været i Mødrehjælpen siden 2021 – jeg havde lyst til at lave noget praktisk efter mange år som bl.a. lærer. Jeg begyndte i København-afdelingen under corona, og så blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at være butiksansvarlig her i Ballerup, siger Joan.
Sidenhen er hun også blevet formand for Mødrehjælpens lokalafdeling.
- Mødrehjælpen tiltalte mig, for den indsats, vi gør, er meget nærværende. Jeg kender efterhånden mange af de familier, vi hjælper, og deres historier bliver meget konkrete. Fx når de fortæller, at hvis vi ikke arrangerede ture og sommerlejr, så kom de ikke på ferie. Og nu får deres børn en oplevelse, de kan fortælle om, når de kommer i skole, fortæller Joan.
En frivillig arbejdsplads med sammenhold
Butikkens store og flotte udvalg glæder ikke kun kunderne. Der er også et sammenhold mellem de omkring 45 frivillige, der bidrager på hver deres måde og kommer med forskellige forudsætninger.
Nogle kan være der få timer om ugen og trives bedst med at være i baglokalet, hvor tøj og legetøj bliver vasket, andre er klar på kundebetjening eller kan sy og strikke tøj og udstyr, der bliver solgt i butikken. Og så er der dem, der arrangerer udflugter til fx Zoologisk Have eller handler ind med en forælder til en børnefødselsdag, hvor Mødrehjælpen har givet et bidrag til, at fejringen kan lade sig gøre.
- Når man stopper med et arbejdsliv, så er det for mig dejligt at have et sted at være sammen med andre mennesker, og hvor vi lige som på en arbejdsplads skiftes til at arrangere sommerfest og julefrokost, og vi holder personalemøder. Og så glæder det mig at møde kunderne og deres anerkendelse af, at vi har skabt en flot butik med et stort udvalg og en god økonomi, så vi også kan lave arrangementer og hjælpe familierne, siger Joan Henriksen.
Fredag fejres i fællesskab
Frivillig Fredag den 25. september bliver også markeret blandt de frivillige i Mødrehjælpen. Butikken lukker tidligt, og så skal der hygges med kage og eftermiddagskaffe ude i byen.
Vi møder nok alle sammen frivillige i vores hverdag, og måske er du selv én af dem, der giver en hånd med for fællesskabet i en forening. Et kæmpe klap på skulderen til jer alle. Ikke kun på Frivillig Fredag, men hele året rundt og tak for jeres indsats for at skabe oplevelser, trivsel og sammenhold for borgere i Ballerup Kommune.
Vil du også være frivillig?
Har du lyst til at lave frivilligt arbejde i Ballerup Kommune, men er i tvivl om, hvordan du kommer i gang? Så læs mere på denne side eller kontakt frivilligkonsulent, Søren Jespersen på sjes@balk.dk eller telefon 2069 1337.