Mobilitetsnetværkets arbejde med FNs verdensmål

Virksomheder i Ballerup inspirerer hinanden til at fremme grøn mobilitet

Vi ønsker at sætte fokus på, hvordan virksomheder kan inspirere hinanden til at sætte skub i en mere grøn mobilitet. Tiltag over for medarbejdere gør en forskel.

Artiklen er skrevet af de 18 virksomheder i mobilitetsnetværket.

Som virksomheder er vi bevidste om vores påvirkning af klima og miljø. I mobilitetsnetværket i Ballerup deler vi vores erfaringer med forskellige løsninger og muligheder med hinanden for at skabe det bedste tilbud til medarbejderne.

Mange vælger bilen frem for alternativerne, måske fordi det føles lettere? De rette tilbud til medarbejderne er med til at flytte valget af transportmiddel i en mere bæredygtig retning.

 

Vi står sammen i arbejdet for en mere bæredygtig verden

Vi arbejder med at skabe tilbud, der nudger til grønnere transportvaner. Fx indgår vi samarbejder med andre virksomheder om samkørsel, lån eller køb af el-cykler samt tester løbehjul, som forbinder det sidste stykke mellem station og arbejdsplads.

Gode faciliteter til cyklende medarbejdere – som bad, omklædning og tørreskab samt adgang til både cykler og biler til ture i arbejdstiden, er med til, at medarbejderne frit kan vælge, hvordan de vil pendle til og fra arbejdspladsen.

Tiltag i mobilitetsnetværk

Billede: Tiltag, der fremmer en mere bæredygtig omstilling hos medarbejdere.



Pandemien har været med til at sætte endnu mere skub i brugen af hjemmearbejdspladser og virtuelle møder. Alt sammen tiltag, som er med til at gøre det grønne valg lettere.

 

Vi kan se resultater

Tiltagene gør forskel. De virksomheder, som fra 2017-2019 deltog i Moving People med fremme af grønne mobilitetstiltag på arbejdspladserne, reducerede andelen af medarbejdere, der kørte i bil til arbejde med 3 pct. Den generelle udvikling i samme periode var en stigning på 1 pct.

Og hvilke tiltag er så bedst at implementere? Erfaringerne viser, at der ikke er et enkelt greb, der gør det for alle. Det er vigtigt at kunne tilbyde en bred pallette af attraktive muligheder for cyklister, for forbindelse til den kollektive transport, for samkørsel og for transporten i arbejdstiden.

Mange af os arbejder strategisk i forhold til FN’s 17 verdensmål. I forhold til transport er det særligt målene 9 – Innovation & Infrastruktur, 11 – Bæredygtige byer, 13 – Klimaindsatser og 17 – Partnerskaber, som det drejer sig om. At arbejde med verdensmålene er at tage medansvar for vores fælles fremtid, og figuren nedenfor viser en opgørelse over, hvilke af verdensmålene, som virksomhederne arbejder med. Ingen virksomhed kan løfte opgaven alene, men står vi sammen, kan vi.

Mobilitetsnetværk FNs verdensmål

Figur: Opgørelse over, hvilke af FNs verdensmål, som de 18 virksomheder i mobilitetsnetværket arbejder strategisk med.



Fakta

Mobilitetsnetværket består af 18 virksomheder i Ballerup Kommune. Virksomhederne mødes fire-fem gange årligt og deler erfaringer om løsninger, som kan være med til at fremme den grønne mobilitet. Netværket er faciliteret af Ballerup Kommune.

Virksomhederne i netværket er Ambu, Atea, Borupgaard Gymnasium, DTU Ballerup, EG, Epos, GN Store Nord, Hoej, KMD, Leo Pharma, Novo Nordisk, Schneider Electric, Siemens, Statens IT, Topdanmark, Tryg, World Trade Center Ballerup og Zleep Hotel.