Kuglepen på papir

Seniorrådsvalget 2025

Vigtig information om det kommende Seniorrådsvalg

Valg til Seniorrådet afholdes den 18. november, samme dag som Kommunal- og Regionsrådsvalget. Der vil endvidere være mulighed for at brevstemme i perioden den 7. oktober til den 14. november 2025. Du kan læse mere om hvordan og hvor du kan brevstemmer her: Brevstemme (åbner nyt vindue)

Funktionsperioden for det nye Seniorråd er 1. januar 2026 til 31. december 2029.

Borgere med folkeregisteradresse i Ballerup Kommune, som er fyldt 60 år den 18. november 2025, kan deltage i valget. De kan også vælges til Seniorrådet. 

Kandidater til Seniorrådetsvalget

Der skal vælges 7 medlemmer og et tilsvarende antal suppleanter til Seniorrådet.

Opstillede kandidater

Henning Broman

Foto

Som næstformand i Seniorrådet de sidste to perioder og lokalformand i Ældre Sagen i snart 10 år synes jeg, at jeg ved meget om ældre og deres behov og synspunkter. Det vil jeg gerne fortsætte med at gøre brug af til at kæmpe for et endnu bedre liv for alle ældre i Ballerup. Nogle kan synes, at jet er blevet for gammel til det, men dels skal de meget ældre også have en repræsentant i rådet, og dels føler jeg mig bestemt ikke udbrændt. Derfor vil jeg gerne fortsætte arbejdet i Seniorrådet.

Susanne Christensen

Foto

Jeg hedder Susanne Christensen, er 73 år, og er gift med Tommy. Vi har været gift i 57 år, og har to sønner og fire dejlige børnebørn. Gennem størstedelen af mit arbejdsliv har jeg arbejdet med mennesker, og de sidste 22 år før pensionen var jeg leder af to mellemstore plejehjem og et aktivitetscenter i Københavns Kommune. 

Mit hjerte brænder for ældreområdet, og via Seniorrådet ønsker jeg at bidrage med min store erfaring. I fritiden nyder jeg at være sammen med familie og venner, spille golf og gå lange ture i omegnen.

Peter Hertz

Foto

Jeg bor sammen med Rikke og har gennem mange år haft min hverdag i Ballerup Kommune. Som tidligere lærer og skoleleder kender jeg både mennesker og det lokalpolitiske arbejde indgående.

Jeg vil arbejde for: Ældres værdighed, gode fysiske og kulturelle aktiviteter, trygge demens- og Alzheimer-tilbud, gode plejehjemsnormeringer, vellykket overgang fra arbejdsliv til pensionisttilværelse, mere trivsel og færre ensomme samt stærkere seniorbofællesskaber. Jeg vil også have fokus på de frivilliges og pårørendes velbefindende, for deres indsats og trivsel er afgørende for et trygt og omsorgsfuldt seniorliv i Ballerup.

Mit mål er, at alle ældre i Ballerup skal kunne leve et værdigt, aktivt og meningsfuldt liv uanset alder og helbred. 

Conny Dahl Hjarsø

Foto

Jeg er 70 år og har boet og arbejdet i Ballerup Kommune det meste af mit liv, bortset fra 6 år, hvor jeg boede i England. Jeg er uddannet socialpædagog og mindfulness instruktør, og har i en årrække haft en ledelsesposition i kommunen. Jeg har i mange år været selvstændig, og har haft min gang i et par af kommunens plejehjem, hvor jeg har undervist beboere og uddannet personale i mindfulness.

Jeg genopstiller til Seniorrådet med flere mærkesager. Plejehjemmene og demensområdet har hele tiden haft mit fokus og skal stadig styrkes. Derudover er jeg blevet opmærksom på manglen på tilbud til yngre borgere med demens (60+) og har også erfaret, at vi er nødt til at have et stort fokus på ældre borgere, som ikke har nogen pårørende.

Kurt Kristensen

Foto

Arbejdet i det afgående Seniorråd har været meget givende for mig og jeg har fået stor indsigt i beslutningsprocessen i spørgsmål for os alle seniorer og det er jeg klar til at fortsætte med, trods min alder på 77 år. Bor fortsat i Måløv gennem 46 år, og mest tilknytning til Plejehjemmet Sønderhaven.

Jeg vil fortsat være med til at sikre, at Kommunen lever op til de løfter om at skabe en både tryk, god og værdig ramme, ikke mindst på vore Plejehjem. Jeg tvivler på, hvorvidt de ressourcer på over 1 milliard kroner udnyttes godt nok og efterspørger synlig ledelse, dels overfor pårørende med også overfor personalet.

Der er et stort gab mellem Plejehjemmets adfærd og pårørende forventninger, som ikke bliver løst og tænker, at implementering af den nye Ældre lov måske løser lidt op for det gab. Det kræver løbende opfølgning af ledelsen og forvaltningen, som vi ikke har set resultat af endnu. Jeg kan love at være en aktiv spiller overfor forvaltningen.

Med en vedholdende indsats er det lykkedes, at få Pensionistklubben 80`er flyttet til Søjlesalen i Måløv ved Brydegården efter 12 år på Sønderhaven, fremfor at den blev nedlagt, idet Aktivitets Centeret havde behov for lokalet.

2026 kan Måløv glæde sig til flere P-pladser ved S-tog stationen og et toilet i centrum af Måløv i 2027

Endelig deltager Seniorråd i måltidsråd på Plejehjem, og pårørende møder samt i Pensionistsamrådet.

Stephen Frank Mortensen

Foto

Mit navn er Stephen Frank Mortensen, og jeg genopstiller til Seniorrådet. Jeg brænder for politisk arbejde, og jeg synes, ældres stemmer skal høres - klart og tydeligt. Vi er det grå guld med streg under guld. Vi fortjener at blive værdsat for vores erfaring og det bidrag, vi fortsat kan yde i samfundet. For vi er et bidrag og ikke en ældre byrde.

Hvis du stemmer på mig, vil jeg kæmpe for værdig og tryg alderdom, bedre pleje og omsorg i hverdagen, flere tiltag der modvirker ensomhed, sikre og velholdte fortove, stier og veje, større indflydelse til ældre i lokalpolitiske beslutninger.

Jeg er desuden medlem af Grønt Råd og sidder i bestyrelsen i Ældre Sagen, Ballerup Afdeling. Stem personligt den 18. november, og lad os sammen gøre en forskel.

Karen Gilbro Nielsen

Foto

Med 25 år som elektriker og yderligere 25 år som karriere- og uddannelsesvejleder i Dansk El-Forbund har jeg erfaring i at samarbejde om løsninger og sikre god indflydelse på vigtige områder.

Et godt seniorliv handler for mig om at bevare sin selvstændighed, sundhed og sociale relationer. Derfor stiller jeg op for at styrke Seniorrådets indflydelse og forbedre ældrevelfærden i Ballerup Kommune.

Jeg brænder for tre mærkesager:

1.    Sikre at seniorers behov for sundhed og pleje altid tager udgangspunkt i den enkeltes specifikke behov.

2.    At seniorer ses og anerkendes for deres ressourcer, som skal bringes i spil i både frivilligt arbejde og i job.

3.    At Seniorrådet aktivt medvirker til at forbedre den kommunale ældrevelfærd i Ballerup.

Finn Petersen

Foto

Mit navn er Finn Petersen, er 71 år, gift, har boet i Ballerup siden 1988.

Mit udgangspunkt er at Seniorrådet skal være aktivt og udfordre politikere og forvaltning og ikke kun vente på at blive hørt.

Seniorer skal have mulighed for et aktivt seniorliv, derfor skal Seniorrådet være med til at gøre opmærksom på behovet for tidssvarende faciliteter til senioraktiviteter. Det er vigtigt at aktiviteterne også appellerer til mennesker, der netop er udtrådt fra arbejdsmarkedet. Seniorrådet skal arbejde for, at der etableres transport mulighed, således at alle har mulighed for at komme ud at deltage i foreningslivet, også om aftenen.

Seniorrådet skal aktivt medvirke til at sikre værdig omsorg for beboere på plejehjem og i eget hjem. I den forbindelse mener jeg at Seniorrådet skal orientere sig mod nye ideer inden for ældreomsorg, fx ny teknologi, derved frigøres ressourcer til en værdig omsorg. 

Om mig selv: jeg løber, dyrker fitness og ror kajak (hele året).  

Af tillidshverv er jeg med i butiksrådet i SuperBrugsen i Skovlunde.

Kirsten Skipper

Foto

Jeg har boet størstedelen af mit liv i Ballerup Kommune, og er glad for, at det er i denne kommune, jeg skal blive gammel.

Jeg interesserer mig meget for menneskers velbefindende, og er derfor også leder af Ældre Sagens Besøgstjeneste, stresscoach, konfliktmægler og personlig rådgiver. Jeg har været i Seniorrådet i fire år, og jeg synes, det er et spændende og meget bredt arbejde. Det bedste er, at jeg kan mærke og se, at vi har indflydelse på ældres muligheder. Det vil jeg meget gerne være med til at fortsætte bl.a. på baggrund af alt det jeg har lært de sidste fire år.

Det jeg gerne vil fokusere på er, at de plejehjem vi har, skal optimeres bedst muligt. Jeg vil også gerne arbejde for, at hjemmeplejen bliver bedre og bedre, og at muligheden for ældreboliger udvides. Det, at blive ældre i Ballerup, er ikke noget, man skal frygte – tværtimod. Den nye Ældrelov giver muligheder, som vi skal bruge bedst muligt og mest muligt.

Jeg bor i Ballerups centrum, og håber meget, at DU giver mig lov til at fortsætte arbejdet.

Nina Skaarup

Foto

Jeg bor i Måløv og er 69 år gammel. Når jeg ikke er på arbejde, nyder jeg min familie og min nye gravhundehvalp. I mange år var jeg aktiv leder i Det Danske Spejderkorps, hvor jeg trivedes med at give de unge en god og ansvarsbevidst fritid. Nu i min 3. alder vil jeg som aktiv senior gerne bidrage til at forbedre mulighederne for alle ældre i Ballerup. Mange ældre i kommunen er stadigvæk deltagende medborgere; selv går jeg både til bowling og dans.

Jeg synes, at der fortsat skal være aktiviteter og tilbud tilgængelige, for de der ønsker det. Det er vigtigt for mig, at alle har et godt liv, og modtager den hjælp, de har behov for og ønsker. Jeg går ind for valgmuligheder, derfor bør velfærden udvikles til gavn for alle med fleksibilitet, innovation og nytænkning. Jeg ser frem til at kunne bidrage aktivt i Seniorrådet.

 

Du kan kontakte Seniorrådets medlemmer direkte eller skrive til Seniorrådet på følgende adresse: 

Seniorrådet i Ballerup

Center for Omsorg og Sundhedsfremme

Ballerup Rådhus

Hold-an vej 7

2750 Ballerup

Du kan også skrive direkte til de nuværende medlemmer af Seniorrådet. Du finder deres kontaktoplysninger her: Medlemmer af Seniorrådet