Uden titel
Robert Jacobsens monumentale skulptur, der tidligere har være opstillet foran TV-byen i Gladsaxe.
Skulpturen blev udført af Robert Jacobsen og hans assistent og svigersøn Bernard Leauté i 1970’erne. Robert Jacobsen er en af Danmarks betydeligste kunstnere. Hele sit liv bevægede han sig imellem to modpoler. På den ene side arbejdede han med de strenge linjer i sine internationalt berømte jernskulpturer og på den anden side slap han aldrig de unge års eksperimenter med fantasifigurer, som aldrig fik den samme anerkendelse.
Kunstværket består af to separate skulpturer, er lavet af stål og kobber, vejer lidt over fem ton og er inspireret af TV-Avisens gamle logo. Der er af flere grunde tale om en meget væsentlig skulptur i Robert Jacobsens produktion. Kompleksiteten i såvel materialevalg som udtryk indebar en dramatisk udvikling af kunstnerens samlede produktioner, og takket være skulpturens årelange placering som vartegn for TV-Byen, er den kendt i ind- og udland af såvel et alment som et kunsthistorisk orienteret publikum.
I 2012 blev skulpturen udstillet foran Kunsten i Aalborg som en del af en udstilling, der markerede 100-året for Robert Jacobsens fødsel. I 2015 fik værket hjemstavn i Ballerup.
Skabt i 1972
Robert Jacobsen (f. 1912 – d. 1993)
Værket ejes ikke af Ballerup Kommune.