Handicaprådet
-
§ 1 Navn
Handicaprådet i Ballerup Kommune.
§2 Formål
Stk. 1. Handicaprådet er et dialogforum, hvis primære formål er
- at rådgive Kommunalbestyrelsen i handicappolitiske spørgsmål
- at behandle lokalpolitiske spørgsmål, som har betydning for borgere med handicap
- at tage spørgsmål af mere generel karakter op til drøftelse og komme med forslag til såvel politiske som administrative initiativer.
Stk. 2. Handicaprådet kan ikke behandle spørgsmål om enkeltpersoners forhold, herunder personalesager eller konkrete klagesager.
§ 3 Opgaver
Stk. 1. Handicaprådet har hørings- og udtaleret.
Stk. 2. Handicaprådet skal høres i sager, som har betydning for borgere med handicap.
Stk. 3. Handicaprådet kan rådgive Kommunalbestyrelsen i handicappolitiske spørgsmål.
Stk. 4. Handicaprådet kan på eget initiativ stille forslag om ethvert emne af interesse for handicappede.
Stk. 5. Det påhviler både Handicaprådet og de kommunale udvalg i Ballerup Kommune, at rådet i rette tid og i tilstrækkeligt omfang inddrages i det forberedende arbejde i overensstemmelse med formålet.
Stk. 6. Ballerup Kommune skal fortsat kunne handle. Hvis løsning af enkeltsager kan få principiel, generel betydning, forelægges beslutningen på det kommende møde med Handicaprådet til drøftelse eller orientering.
Stk. 7. Ballerup Kommune er forpligtet til at behandle henvendelser fra Handicaprådet og begrunde svarene.
Stk. 8. Handicaprådet har til opgave at holde sig orienteret om de handicappedes behov og ønsker, og om Ballerup Kommunes politik på handicapområdet generelt.
Stk. 9. Handicaprådet skal nøje følge Ballerup Kommunes handicappolitik og herunder dennes tilpasning til de ændrede samfundsforhold.
Stk. 10. Handicaprådet kan tage kontakt med andre, herunder andre handicapråd og Det Centrale Handicapråd med henblik på at få belyst særlige temaer.
Stk. 11. Handicaprådet har et formaliseret samarbejde med Psykiatrirådet og desuden afholder de to råd årligt to dialogmøder.
§ 4 Funktionsperiode
Handicaprådet virker for en fireårig periode svarende til valgperioden for Kommunalbestyrelsen.
§ 5 Sammensætning
Stk. 1. Handicaprådet består af 10 medlemmer:
4 medlemmer fra handicaporganisationerne i Ballerup Kommune udpeges af Kommunalbestyrelsen efter indstilling fra Danske Handicaporganisationers (DH) lokalafdeling.
1 medlem udpeges af Kommunalbestyrelsen efter indstilling fra lokale handicaporganisationer eller grupperinger uden for DH.
5 medlemmer udpeges af Kommunalbestyrelsen, heraf 3 kommunalbestyrelsesmedlemmer og 2 fra administrationen.
Stk. 2. Der udpeges en personlig stedfortræder for hvert medlem af Handicaprådet, som deltager i rådets møder ved det ordinære medlems forfald.
Stk. 3. Alene personer, som har bopæl i Ballerup Kommune, kan udpeges som medlem af Handicaprådet, dog undtaget medlemmer udpeget fra administrationen, hvor kravet er, at personen skal være ansat i Ballerup Kommune. Flytter et medlem af Handicaprådet fra kommunen inden udløb af rådets funktionsperiode, indtræder stedfortræderen i rådet, og der udpeges en ny stedfortræder.
§ 6 Formand og næstformand
Stk. 1. Handicaprådet vælger sin formand og næstformand – næstformandsposten kan deles i 1. og 2. næstformand – blandt medlemmerne af rådet. Vælges formanden blandt de politisk udpegede medlemmer, skal næstformanden eller 1. og 2. næstformand vælges blandt repræsentanterne, der er udpeget efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer eller grupperinger uden for Danske Handicaporganisationer.
I tilfælde af stemmelighed mellem to kandidater til henholdsvis formands- og næstformandsposten/1. og 2. næstformandsposten afgøres valget ved lodtrækning.
Stk. 2. Formand og næstformand/1. og 2. næstformand danner formandsskabet, der bemyndiges til at udtale sig på Handicaprådets vegne i fx hastesager, hvor hele rådet ikke kan nå at blive indkaldt.
Stk. 3. Formandsskabet – med bistand fra sekretariatet – har ansvaret for at udarbejde dagsorden til Handicaprådets møder.
§ 7 Afstemning
Stk. 1. Handicaprådet er beslutningsdygtig, når formanden eller næstformanden/1. og 2. næstformand og mindst halvdelen af rådets øvrige medlemmer er til stede.
§ 8 Økonomi, diæter, tabt arbejdsfortjeneste mv.
Stk. 1. Handicaprådets økonomi sikres gennem årlige bevillinger fra Ballerup Kommune efter godkendt budget herunder dækning af nødvendige udgifter til tegnsprogstolkning og anden handicapkompensation.
Stk. 2. Ballerup Kommunes Kommunalbestyrelse yder diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse til handicaporganisationernes medlemmer af Handicaprådet efter reglerne i § 16a i lov om kommunernes styrelse.
§ 9 Forretningsorden
Stk. 1. Handicaprådet fastsætter selv sin forretningsorden, som skal angive mødehyppighed, regler for dagsorden, regler for indkaldelse og øvrige regler for Handicaprådets arbejdsform.
Stk. 2. Handicaprådet afholder møder efter behov, dog mindst 5 gange årligt, fordelt over året.
§ 10 Organisatorisk forankring
Administrationen, pt. Center for Social og Arbejdsmarked, yder sekretariatsbistand til Handicaprådet og deltager i rådets møder.
§ 11 Ændring af vedtægter
Vedtægterne kan ændres af Ballerup Kommunes Kommunalbestyrelse efter høring af Handicaprådet.
-
- at udvikle og øge indflydelse på kommunens beslutninger indenfor handicapområdet.
- at fastholde kommunens forpligtigelse til at holde rådet orienteret om udviklingen inden for sociale- og tilgrænsende områder.
- at tage spørgsmål af generel karakter vedrørende sociale, kulturelle, boligmæssige, byplanmæssige og trafikale forslag op til drøftelse, og fremsætte forslag om ændringer og forbedringer.
- at foreslå nye aktiviteter.
-
- FNs standardregler om lige muligheder for handicappede
- Hjælpemidler
- Døgninstitutioner for børn og unge
- Bofællesskaber for fysisk/psykisk handicappede
- Adgangsforhold til offentlige og private byggerier
- Institutioner for børn og voksne med vidtgående fysiske og psykiske handicap
- Revalidering
- Handicapvenlig byplanlægning
-
Læs mere om dagsordener og referater fra møder i Handicaprådet.