Pepe Gestapo
En gådefuld fortælling udspiller sig i FOS' sokkelkunst i Søndergård.
Da bydelen Søndergård var på tegnebrættet, lavede billedkunstneren Bjørn Nørgaard en kunstplan for området.
Kunstplanen resulterede i Bjørn Nørgaards Nåleøjet samt fem sokkelskulpturer, der står placeret langs Søndergårds søpromenade. Rundhåndede økonomiske bidrag fra forskellige fonde, gjorde det muligt at få fem yngre kunstnere til at udføre den mest klassiske af alle billedhugger-discipliner - bronzefigur på sokkel.
Dette sokkelværk har Thomas Poulsen (kunstnernavn FOS) udviklet med udgangspunkt i sit begreb social design. FOS bruger begrebet i sit kunstneriske virke, som en konstruktionsmetode til opbygning af et rum eller sted, med det formål at bevidstgøre sociale processer mellem mennesker.
Værkets titel Pepe Gestapo består af to selvmodsigende ord, der er i social konflikt med hinanden og minder om en spøg. Når man derfor kigger på værket i sin helhed, skaber relationen mellem de to figurer et interessant og dynamisk spændingsfelt.
De fire andre sokkelværker er skabt af Tove Storch, Sophia Kalkau, Martin Erik Andersen og Lone Haugaard Madsen.
Opstillet 2012
FOS - Thomas Poulsen (f. 1971)