Sammendrag
Som et led i budgetaftalen 2019 blev det besluttet, at Ballerup Kommune ønsker at styrke og udvide samarbejdet med socialøkonomiske virksomheder med henblik på at udvikle og tilbyde bedre tilbud til de langtidsledige borgere, der kan medvirke til, at borgeren kommer i beskæftigelse og/eller uddannelse.Center for Arbejdsmarked har derfor etableret et samarbejde, på forsøgsbasis, med en socialøkonomisk virksomhed for at få erfaring og viden om mulige resultater og effekter.
Sagen giver en status på erfaringer og effekter af samarbejdet med den socialøkonomiske virksomhed Huset Venture.
Baggrund
På mødet den 8. oktober 2019 blev Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget orienteret om, at administrationen forelægger endelig evaluering af samarbejdet med Huset Venture, når flere borgere har været igennem forløbet.
Sagsfremstilling
Tidligere orienteringer
Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget blev den 14. maj 2019 præsenteret for hovedelementer i undersøgelsen af beskæftigelsesrettede effekter i samarbejdet med socialøkonomiske virksomheder.
Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget blev den 8. oktober 2019 orienteret om, at Center for Arbejdsmarked i foråret 2019 indledte et nyt samarbejde med Huset Venture, som led i at få afdækket muligheder og effekter forbundet med disse typer samarbejder. Huset Venture er en socialøkonomisk virksomhed, der baserer sig på at samarbejde med andre virksomheder om bæredygtighed og socialøkonomiske samarbejder. Virksomheden udmærker sig endvidere ved, at hovedparten af virksomhedens ansatte er fleksjobbere. Virksomheden fungerer samtidig som anden aktør på beskæftigelsesområdet.
Til det samlede samarbejde med Huset Venture blev der afsat 0,75 mio. kr. inden for centrets egen aktiveringsramme.
Samarbejdet med Huset Venture - målgruppe og målsætning for forløbet
Deltagerne i forløbet har primært været kvinder med ikke vestlig baggrund, som er vurderet til at være længere fra arbejdsmarkedet (aktivitetsparate og i ressourceforløb).
Med den målgruppe er formålet med forløbet primært at flytte borgere fra at være aktivitetsparat til jobparat eller, efter aftale, anden afklaring ligesom der arbejdes på, at borgerne kommer i arbejde (herunder småjob/lønnede timer eller uddannelse).
Samarbejdet med Huset Venture - effekter
Der vurderes ikke umiddelbare effekter i forhold til målgruppeskift eller overgang til beskæftigelse/uddannelse. Derimod vurderes der effekter i forhold til øget grad af fremmødestabilitet, styrkelse af arbejdsidentitet og motivation blandt deltagerne. Derudover har 25 pct. af borgerne været i virksomhedspraktik umiddelbart efter endt forløb hos Huset Venture.
Det er den generelle vurdering, at hovedparten af de borgere, som har været i forløb ved Huset Venture, aktivitetsparate såvel som borgere i ressourceforløb, har profiteret heraf. Enten ved at være kommet tættere på at kunne se dem selv på arbejdsmarkedet, eller ved at forløbet har bidraget til afklaring af arbejdsevne.
Jobrådgiverne vurderer, at det har styrket borgernes motivation og arbejdsidentitet, at de har skullet indgå i en reel produktion, og at de har kunnet spejle sig i de ansatte. Rådgiverne har oplevet, at flere borgere er blomstret op under forløbet og er blevet mere mødestabile, ligesom de er mere engagerede, udviser initiativ og tager ansvar for deres arbejdsopgaver.
Jobrådgiverne vurderer, at de trygge og rummelige rammer, som Huset Venture tilbyder, er medvirkende årsag til denne opblomstring. Kombinationen af at være på en fleksibel, men samtidig ”ordinær” arbejdsplads, synes således at have haft positive effekter for de deltagende borgere.
Samarbejde med Huset Venture - konkret borgercase
Et konkret eksempel er en yngre aktivitetsparat kvinde omfattet af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet, som har helbredsmæssige udfordringer og ikke umiddelbart kunne se sig selv på arbejdsmarkedet. Borgeren har forud for forløbet ved Huset Venture været i flere praktikker, hvor hun har været stærkt umotiveret for at deltage, hvilket bl.a. har afspejlet sig i et højt fravær. Hun har under sit vejlednings- og opkvalificeringsforløb hos Huset Venture for første gang været mødestabil, udvist overblik og taget ansvar for de arbejdsopgaver, hun er blevet sat til. Ligesom hun på eget initiativ er begyndt at efterspørge arbejdsopgaver.
Borgeren er efter endt forløb startet i ordinær praktik hos Huset Venture for at fastholde og videreudvikle motivationen og arbejdsidentiteten med henblik på gradvis parallel overgang til rekrutteringspraktik og jobmatch.