Erhvervslivets nytårskur
Midt i januar afholder BusinessBallerup Erhvervslivets Nytårskur.
Her mødes Ballerups erhvervsliv for at ønske hinanden godt nytår og se tilbage på året, der er gået, og frem på året, der kommer.
Vil du med til Erhvervslivets Nytårskur?
Følg BusinessBallerup på LinkedIn og få information om den årlige nytårskur og andre andre arrangementer.
Eller send en mail til businessballerup@balk.dk om, at du ønsker information om nytårskuren.
Læs mere om tidligere års nytårskure:
-
Tema: Dilemmaer ved kunstig intelligens
Kunstig intelligens stormer frem. Det skaber muligheder og fordele for virksomheder og deres medarbejdere, da det kan frigøre medarbejderes tid og øge produktiviteten ved at automatisere ensformige arbejdsopgaver. Men det skaber også udfordringer, fordi hvordan sikrer vi virksomhedernes kritiske data og hvordan omfavner vi den digitale transformation ansvarligt?
Kom med til Erhvervslivets Nytårskur 2024, hvor Ballerup Kommune zoomer ind på dilemmaerne ved kunstig intelligens. Vi har inviteret erhvervsministeren samt spændende oplægsholdere og erhvervsfolk til at gøre os klogere og debattere, hvordan fremtiden ser ud for virksomheder og medarbejdere i en verden med kunstig intelligens. Se program her
-
Grøn omstilling er for alle
Verden står overfor mange udfordringer, som kalder på, at alle tænker på klima, miljø og energiforbrug – også i forhold til forretningsudvikling.
Kunder og samarbejdspartnere efterspørger produkter og løsninger, som tager hensyn til både klimaet og miljøet. Omverdenen kalder på grøn omstilling, og der er mulighed for vækst og økonomiske besparelser.
Borgmester Jesper Würtzen og BusinessBallerup inviterer til Erhvervslivets Nytårskur 2023, hvor du kan blive inspireret til at komme i gang eller komme videre med din virksomheds grønne omstilling og samtidig bidrage til en mere bæredygtig fremtid. Se programmet her
-
Tema: Vi skal sikre kvalificeret arbejdskraft i fremtiden
Kvalificeret arbejdskraft er en mangelvare. Alle taler om det, og det bliver ikke mindre i fremtiden. Det kalder på nye fælles løsninger og måder at tænke arbejdskraft på.
Spørgsmål som ”Hvad gør vi lige nu og her?” er meget vigtigt, men det løser ikke fremtidens problemer. Derfor må vi også tale om, hvad vi skal stille op og hvilken vinkel, vi skal lægge på at løse fremtidens udfordringer. Skal vi satse på udenlandsk arbejdskraft fra lande, som har samme udfordringer som os selv? Hvor langt kan vi komme med nye teknologiske løsninger? Og er de svaret på alle problemerne?
Arbejdsopgaverne i fremtiden bliver under alle omstændigheder mere og mere digitaliserede, og hvad stiller det af krav til medarbejderne?
På dette års nytårskur vil vi forsøge både at se ind i øjebliksbilledet, men også at kigge i krystalkuglen.
Vel mødt til Erhvervslivets Nytårskur, hvor vi igen kan ses fysisk. Det ser vi meget frem til. Vi har rykket det til den 25. marts for at være sikre på, at corona ikke spænder ben for en fysisk afvikling. Læs program her
-
Coronakrisen har ramt dansk erhvervsliv. Dét var temaet for Erhvervslivets Nytårskur 2021, der blev afholdt digitalt fredag den 22. januar.
Nogle brancher havde oplevet fremgang, mens andre brancher var helt i knæ. Fælles for alle var, at virksomheder har været tvunget til at tænke anderledes for at fortsætte med forretningen – og nogle har endda lykkedes med at udvikle og udvide forretningen. -
Erhvervslivets Nytårskur blev skudt i gang fredag den 17. januar på Ballerup Rådhus til tonerne af live jazz. Det var sjette år i træk, at vi kunne slå dørene op til nytårskuren og invitere erhvervslivet til spændende oplæg og mulighed for at netværke med hinanden.
FN's verdensmål var årets tema
Temaet til årets nytårskur var FN's verdensmål, og hvordan de kan blive en del af virksomhedens strategier og omsættes til noget helt konkret i virksomhederne. Årsagen er, at FN’s verdensmål har sat en ambitiøs retning for erhvervslivets udvikling med fokus på grøn omstilling og social ansvarlighed. Der var flere forskellige oplægsholdere til at komme med bud og dele erfaringer om deres arbejde med at konkretisere verdensmålene."De skal blive vores alles verdensmål"
Direktør i DI Thomas Bustrup var første eksterne oplægsholder, og han fortalte om, hvordan man skaber bæredygtig udvikling med fokus på vækst og arbejdspladser. Han rådede deltagerne på nytårskuren til at udvælge nogle af FN's verdensmål at arbejde strategisk og konkret med, for på den måde at hurtigere kunne gøre en forskel.
Og så sagde han "at de er kendt som FN's verdensmål, men de skulle jo gerne gå hen og blive vores alles verdensmål".Efter pausen var der oplæg fra Kenneth Norre, som er fra den lokale virksomhed LE34. Han fortalte om deres CSR-arbejde og hvordan virksomheden har gjort FN’s verdensmål konkrete.
Herefter fortalte Marius Møller, som er direktør i PensionDanmark, om hvordan de aktivt bruger verdensmålene i byggeprocesser. PensionDanmark er Ballerup Kommunes nye samarbejdspartner omkring udviklingen af KILDEDAL.
Afslutningsvis fortalte Martin Manthorpe, som er direktør i NCC, om hvordan NCC bruger IoT til at optimere deres bygninger.
-
For femte år i træk slog Ballerup Kommune dørene op for Erhvervslivets Nytårskur
Erhvervslivets Nytårskur fandt sted fredag den 18. januar 2019 på Ballerup Rådhus.Teamet var fremtidens digitalisering og kravene til fremtidens medarbejdere.
-
For fjerde år i træk slog Ballerup Kommune dørene op for Erhvervslivets Nytårskur
Erhvervslivets Nytårskur fandt sted fredag den 19. januar 2018 på Ballerup Rådhus. Borgmester Jesper Würtzen og robotten Pepper bød deltagerne velkommen til en Nytårskur med fokus på robotteknologi, digitalisering og fremtidens teknologiske påvirkninger på arbejdspladserne.
Tidligere Erhvervsminister Brian Mikkelsen fortalte om regeringens perspektiv på digitaliseringen af Danmark, og lokale virksomheder i Ballerup fortalte om deres erfaringer. -
Foto: Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) holdt oplæg
Der var god stemning og højt til loftet, da Erhvervslivets Nytårskur blev skudt i gang fredag den 20. januar på Ballerup Rådhus. Det var tredje år, nytårskuren blev afholdt, og i år var der over 200 tilmeldte. Deltagerne fik både tid til at netværke med hinanden og høre dagens spændende oplæg.
Ministerbesøg og virksomheder der bryder barrierer
Temaet for årets nytårskur var ”at bryde barrierer”, og i den forbindelse var beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen inviteret til at fortælle om regeringens bud på, hvad der skal til for at understøtte virksomheder og iværksættere i Danmark, så de er godt klædt på til fremtiden. Han fortalte blandt andet, at regeringen har fokus på, at Danmark skal rustes til Industrialisering 4.0 og den nye digitale virkelighed, vi allerede befinder os i.En anden oplægsholder var Michael Juhler-Nøttrup fra Tryg. Han fortalte, hvordan Tryg har brudt barrierer ved at tilbyde mange iværksættere en arbejdsplads hos The Camp i Tryg. Det er den første virksomhed i Danmark, der har inviteret et stort antal iværksættere indenfor og inviteret til, at disse forstyrrer og udfordrer Tryg til at få nye ideer til egen forretning.
Det er iværksættere inden for teknologi, der er flyttet ind i The Camp i Tryg. En af disse virksomheder er Wuxus. Wuxus er en softwarevirksomhed, der har lavet en webbaseret platform og app, der forbinder alle interesser i transportkøbet på en smart og enkel måde. Anita Olsen fra Wuxus fortalte om deres oplevelse ved at flytte ind i det kreative iværksættermiljø.
Nytårskuren blev rundet af med en tur i galaksen
Inden nytårskuren rundede af, fortalte astrofysiker Michael Linden-Vørnle, hvordan Danmark og DTU Space hver dag bryder nye barrierer i galaksen og universet. Samtidig fortalte han, hvordan tankegangen om altid at turde og altid at prøve grænser af oftest giver gevinst og ny læring.Det var en vellykket dag med godt humør og tid til netværk og møde nye ansigter. Ballerup Kommune siger tak for deltagelsen og håber at se rigtigt mange af jer igen ved næste års nytårskur.
-
Netværk og håndværk ved årets nytårskur
Ballerups Erhvervsliv ønskede hinanden godt nytår den 15. januar 2016 med opmuntrende erhvervstal fra det forgange år. Ved årets nytårskur blev der set tilbage på erhvervsresultater fra året, der er gået, og set fremad til året, der kommer med nye kontakter og evt. også kunder. Der blev da også netværket på kryds og tværs og både hygge- og fagsnakket, da knap 200 fremmødte fra små og store virksomheder var sat stævne i Atriet på Ballerup Rådhus.
Oplægsholder Bolette van Ingen Bro talte i sin rolle som direktør for Cluster Excellence Denmark om den forretningsmæssige værdi i at deltage i klynge- og netværkssamarbejde. Værdien kommer blandt andet til udtryk ved, at virksomheder, der deltager i klynger og netværksaktiviteter har fire gange så høj sandsynlighed for at blive innovative sammenlignet med lignende virksomheder, der ikke deltager. Samt at klyngedeltagere opnår en produktivitetsvækst, der er 3,6 procentpoint højere end andre lignende virksomheder.
Efter en god pause, hvor der blev netværket flittigt, afsluttede en veloplagt Mattias Tesfaye årets nytårskur. Mattias Tesfaye er faglært murer og folketingsmedlem og kom med indspark om vigtigheden af forsat at puste og holde liv i de håndværksmæssige fag. Mattias slog også et slag for sin nye debatbog ”Kloge Hænder”, som der blev handlet er par stykker af i porten bagefter.
Farvel, tak og på gensyn
Nytårskurven blev rundet af med tak fra borgmester Jesper Würtzen til de mange deltagere. BusinessBallerup siger tak til de knap 200 fremmødte for godt engagement og god stemning og på gensyn til nytårskur i 2017. -
Erhvervslivet strømmede til nytårskur
Foto: Borgmester Jesper Würtzen i snak med Peter Lund Madsen alias HjerneMadsenBorgmester Jesper Würtzens første nytårskur for erhvervslivet i Ballerup Kommune var en stor succes. Ballerup rådhus blev hurtigt fyldt fredag eftermiddag med glade og nysgerrige erhvervsfolk fra forskellige brancher. 170 var kommet for at høre om dagens tema, Innovation og udvikling i hverdagen, og for at høre om Ballerup Kommunes visioner og initiativer på erhvervs- og beskæftigelsesområdet.
- Politisk set har vi vægtet udviklingen af vores erhvervsområde meget gennem 2014 og nu også styrket det yderligere i 2015. Det vil sige, at vi begynder at skabe resultater og blive meget mere synlige overfor vores erhvervsliv, end vi har været i længere tid, indledte Jesper Würtzen nytårskuren.Minister og hjerneforsker holdt oplægUdover borgmesteren var der oplæg fra Ballerup Kommunes erhvervsudviklingschef og jobcenterchef, der hver fortalte om tiltag på de to områder.Hovedtaleren på dagen var hjerneforsker Peter Lund Madsen, som holdt oplæg om hjernen og kreativiteten. Han fik publikum til at grine og gav gode råd til at give hjernen rum til at tænke kreativt.- Sid stille 5 minutter uden at kigge på en skærm eller en avis. Lad hjernen få tid til at grave i underbevidstheden. De fleste gode idéer opstår, når man ikke prøver at være kreativ, fortalte Peter Lund Madsen i sit oplæg.Justitsminister Mette Frederiksen var sidste oplægsholder til nytårskuren, og hun sluttede af med at fortælle om innovation og nytænkning som politiker.- Hvis nu oppositionen får en god idé, har vi ikke råd til ikke at lytte efter, afsluttede ministeren med et glimt i øjet.Stor opbakning til arrangementetDer var positiv stemning og stor opbakning blandt deltagerne til nytårskuren. Og derfor har borgmesteren og Ballerup Kommunes erhvervsteam også planer om at gennemføre en nytårskur i 2016 for erhvervslivet.