Sammendrag
Socialudvalget præsenteres for et overblik over udvalgets opgaver i 2022 som følge af budgetvedtagelsen, herunder Aftale om budget 2022. Socialudvalget har endvidere lejlighed til at drøfte varetagelsen af opgaverne i budgetaftalen, herunder status og prioriteringer i forhold til opgavevaretagelsen, samt udvalgets behov for løbende opfølgning på opgavevaretagelsen.
Baggrund
Kommunalbestyrelsen vedtog den 11. oktober 2021 budgettet for 2022.
I forlængelse af budgetvedtagelsen har administrationen tilrettet mål- og rammebeskrivelserne samt budgettet for de enkelte bevillingsrammer. Investeringsoversigten, som viser rådighedsbeløbene for Ballerup Kommunes anlægsprojekter i årene 2021 til 2025 er også tilrettet. Disse er blevet offentliggjort på Ballerup Kommunes hjemmeside i forbindelse med offentliggørelsen af det samlede budget for 2022, og Socialudvalgets dele heraf indgår i sagen.
Aftaleparterne bag Aftale om budget 2022 er "enige om at ophøre med at lave lange skriftlige afrapporteringer på indholdet i budgettet og i den politiske aftale. Opgaver, indsatser og aktiviteter ”bor” i fagudvalgene." I lyset heraf forelægges denne, og tilsvarende sager på de øvrige fagudvalgs møder i løbet af januar 2022, for at give fagudvalgene overblik over deres nye opgaver og en anledning til at drøfte opgavevaretagelsen.
Sagsfremstilling
I forlængelse af budgetvedtagelsen har administrationen opdateret mål- og rammebeskrivelserne med de relevante initiativer og bevillingerne i budgetvedtagelsen, herunder Aftale om budget 2022. De opdaterede mål- og rammebeskrivelser udgør således et opdateret overblik over nye og hidtidige driftsopgaver samt de driftsøkonomiske rammer herfor. Mål- og rammebeskrivelserne kan ses i bilag.
Mål- og rammebeskrivelserne er baseret på vedtagelsen af budgettet den 11. oktober 2021. Efterfølgende er styrelsesvedtægten ændret, og efter regnskabsafslutningen vil administrationen på baggrund af ændringerne i styrelsesvedtægten tilrette mål- og rammebeskrivelserne. I foråret 2022 vil de berørte udvalg blive præsenteret for de tilrettede mål- og rammebeskrivelser, herunder fx at udvalgets navn er Socialudvalget.
Administrationen har endvidere opdateret investeringsoversigten, som viser rådighedsbeløbene for Ballerup Kommunes anlægsprojekter i årene 2021 til 2025. I ”Bemærkninger til investeringsoversigten” er der en kortfattet beskrivelse af anlægsprojekterne. Investeringsoversigten kan ses i bilag. I investeringsoversigten indgår 2021, fordi der typisk vil være nogle anlægsprojekter, som helt eller delvist overføres til året efter, dvs. til 2022.
Investeringsoversigten vil ligeledes blive gennemgået og tilrettet som følge af ændringen i styrelsesvedtægten. En revideret investeringsoversigt vil blive præsenteret for de berørte udvalg samtidig med de reviderede mål- og rammebeskrivelser.
Særlige bemærkninger til varetagelsen af de nye opgaver på Socialudvalgets områder
Administrationen gør særligt opmærksom på følgende i forhold til udvalgets varetagelse af de nye drifts- og anlægsopgaver:
- Det er vanskeligt at rekruttere og fastholde faguddannet personale på de sociale botilbud. Der bliver arbejdet på at finde løsninger, både på kort sigt og på længere sigt, men det er en stor udfordring.
- På det specialiserede voksenområde har der de seneste år været et stigende antal borgere med behov for hjælp, og dermed også stigende udgifter. Der igangsættes en analyse af det voksenspecialiserede område med henblik på at skabe et øget data- og vidensgrundlag til styring af området, så der sikres balance mellem aktivitetsudviklingen og de økonomiske rammer.
- Der er behov for at udvikle samarbejdet med interesseorganisationerne, således at den faglige indsats overfor borgerne og de pårørende kan understøtte borgernes dagligdag.