Asfaltfræseren var flittig gæst i 2022: 50.000 m2 nylagt asfalt og belægning
Asfaltfræseren og lastbiler med ny varm asfalt har været flittige gæster i Ballerup Kommune i 2022. I alt er der lagt 50.000 m2 ny asfalt og belægning
I 2022 har Ballerup Kommune haft godt gang i den helt store asfaltfræser samt nivelleringsmaskine flere steder i kommunen.
Samlet set er der i løbet af året blevet lagt over 50.000 m2 ny asfalt og belægning rundt om i Ballerup Kommune. Det svarer til størrelsen på cirka syv fodboldbaner.
- I år har vi kunnet prioritere en lang række områder med ny belægning og asfalt. Det har gjort køre- og gåturen langt mere behagelig mange steder. Enkelte steder har vi også udbygget og forbedret cykelstien, så vejene er blevet endnu mere sikre, siger Hella Tiedemann, der er formand for Klima- og Miljøudvalget i Ballerup Kommune.
”Grøn” asfalt på vejene og vigtigt arbejde under jorden
Selvom asfalten på vejene ved første øjekast er sort, så er den faktisk ”grøn” nogle steder.
- Når det er muligt, bruger vi en asfalt-type med genbrugsmateriale i. Det går ikke ud over kørekomforten, men til gengæld er asfalten bedre for klimaet og miljøet, da den kræver cirka 30 % mindre råstof under fremstillingen, fortæller Hella Tiedemann.
Hun fortæller samtidig, at asfaltarbejdet nogle steder har taget lidt længere tid, men det skyldes rettidig omhu fra kommunens side.
- Når asfalten alligevel er skrællet af, tjekker vi også regnvandsbrøndene, der løber under vejen. Så kan vi med det samme udskifte tærede rør og mindske muligheden for fremtidige brud. Det er god brug af pengene, så vi ikke skal grave det hele op igen kort efter, siger Hella Tiedemann.
Fremadrettet har Ballerup Kommune derudover lavet en aftale med Novafos om tv-inspektioner af såkaldte vejstik. Aftalen vil mindske driftsudgifterne til rør-undersøgelser i fremtiden, så man kan få endnu mere asfalt for pengene.
Sådan prioriteres asfaltarbejdet
Før en vej bliver udvalgt til forbedring, afspærret, fræset, og den nye asfalt kommer på, sker der en bevidst prioritering. Det er derfor nøje planlagt, hvilke veje og stier der får en ”make over”.
- Vi har en fast aftale med Vejdirektoratet. De registrerer løbende vejenes tilstand på en numerisk skala. På den måde kan vi hele tiden følge med i, hvor behovet for udbedring er størst, og hvor vi skal holde ekstra øje, siger Hella Tiedemann.
I 2022 er det blandt andet Jungshøjvej, Måløv Hovedgade, Hold-an Vej og Data- og Centralstien der er blevet arbejdet på.
Hvis du som borger opdager hul eller større ujævnheder på veje og stier, vil Ballerup Kommune gerne have besked. Det kan ske via ’Borgertip’ på mobiltelefonen eller via kommunens hjemmeside på ballerup.dk/borgertip