Borgermillionen: Måløv og Skovlunde har fundet deres vindere
Så er der sat punktum for afstemningerne i 2022-udgaven af Borgermillionen.
Bydelene Måløv og Skovlunde fandt forleden deres vinderprojekter efter fysisk afstemning afholdt i Kulturhus Måløv og Skovlunde Kulturhus.
De vindende projekter vil efter planen stå færdige i løbet af det næste års tid.
Vinderne i Måløv blev:
-
Bæredygtig legeplads
I Kærlodden er der en drøm om at bygge en bæredygtig legeplads, som inviterer til leg og fællesskab for alle aldersgrupper, både fra nær og fjern. Legepladsen skal være omgivet af elementer, der fremmer biodiversiteten. Fx insekthoteller, kasser til fugle og flagermus, kvashegn og områder med udsåede hjemmehørende arter.
-
Sakura/Kirsebærallé (fik det resterende beløb)
Ønske om at anlægge en allé af japanske kirsebærtræer langs stien på bakken i Måløv Naturpark. Alléen vil hvert forår skabe en fantastisk naturoplevelse, og efterårsfarverne vil også være meget flotte.
Vinderne i Skovlunde blev:
-
Forbedringer af ’Haren i Ådalen’
Ønske om at der opsættes bord og bænke med udsigt over området. Derudover optimering af ”bogbyttetræerne” med en ændring af rummene samt diverse småændringer af lågerne. Dertil skal klatrearrangementet imprægneres/træbehandles.
-
Diskgolf
Ønske om en discgolfbane i Skovlunde Bypark. Banen skal skabe ramme for fællesskaber og er samtidig en naturforbedring. Discgolf (frisbeegolf) kan spilles af alle aldersgrupper, og alle kan få gode oplevelser af at spille discgolf uden forudgående kendskab eller øvelse. Denne projektidé er et aktivitetstilbud, der giver så godt som alle borgere mulighed for en sjov gåtur udenfor. Man kan være sammen om discgolf blandt venner eller på tværs af generationer.
-
Sanseområde og biodiversitet (fik det resterende beløb)
Ønske om at Skovlunde Naturpark får et pift med flere fugle, sommerfugle, bier og dyreliv. Der skal også være flere vilde blomster, farver, fuglehuse, bi-huse og lille blåplads med bålhytte i spejderstil.
Se alle vinder-projekterne
For godt en måned siden blev vinderne i de to resterende bydele Ballerup Syd og Ballerup Nord fundet. Det skete uden afstemning. Det skyldes, at projekterne samlet set kan realiseres inden for det beløb, der var afsat i de to bydele. Alle de vindende projekter kan ses på ballerup.dk/borgermillionen