parterne med aftalen

Budgettet for 2026 sikrer investeringer i børn og unge, ældre samt klima og miljø

Der er indgået en bred aftale om Ballerup Kommunes budget for 2026, som 23 ud af 25 medlemmer af Kommunalbestyrelsen står bag 

Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF - Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Nye Borgerlige har indgået en aftale om budgettet for 2026 i Ballerup Kommune.

Med aftalen er partierne blevet enige om at hæve kommunens serviceudgifter med ca. 50 mio. kr. Det betyder blandt andet, at børne- og ungeområdet styrkes med ca. 25 mio. kr., ældreområdet løftes med ca. 15 mio. kr., og klima- og miljøområdet tilføres ca. 10 mio. kr. Derudover bliver ubrugte midler fra tidligere budgetter også investeret i velfærd, som blandt andet kommer kommunens kultur- og fritidsliv til gavn.

Budgettet for 2026 indeholder også betydelige investeringer i kommunens bygninger, herunder nye institutioner og idrætsanlæg. Der afsættes i alt 92 mio. kr. til bygningsvedligeholdelse i 2026, og de fysiske rammer på kommunens skoler og institutioner skal også forbedres og udvikles for i alt 180 mio. kr.

Derudover afsættes 36 mio. kr. til at renovere og modernisere Baltoppen LIVE, ligesom forholdene for cyklister skal forbedres for 29 mio. kr.

På det grønne område tilføres der yderligere 16 mio. kr. til at gennemføre den netop vedtagne Naturplan. Beløbet kommer oven i de midler, der allerede er afsat til flere træer og blomster, naturparker samt pleje og vedligeholdelse af de grønne områder.

Ud over de nævnte prioriteringer investeres der bredt i kommunens øvrige velfærdsområder for at skabe endnu bedre rammer for udviklingen af Ballerup Kommune i de kommende år.

Se med når budgettet bliver vedtaget

Budgettet bliver formelt vedtaget mandag den 6. oktober kl. 17.30 i Kommunalbestyrelsessalen på Ballerup Rådhus. Mødet kan følges direkte på ballerup.kommune-tv.dk

Partierne bag budgetaftalen siger

Borgmester Jesper Würtzen, Socialdemokratiet

- Jeg er glad for, at vi med kommunens robuste økonomi igen har indgået en budgetaftale, der giver mulighed for bedre velfærd for børn, unge, ældre og mennesker med vanskeligheder. Ligesom der er investeringer i natur, klima, bygningsvedligeholdelse og idræts- og foreningsliv. Det er en bred aftale, hvor alle budgetpartierne er kommet med gode og konstruktive forslag. Dem har vi drøftet og fundet frem til en aftale, hvor vi sikrer et bredt velfærdsløft samtidig med, at vi fastholder en sikker økonomisk styring af kommunen. Tak til alle partier for det gode samarbejde – og tillykke til os alle med en god budgetaftale.

Peter Als, gruppeformand for Socialdemokratiet

- Som formand for den socialdemokratiske gruppe er jeg rigtig glad for, at det igen er lykkedes at lave en bred budgetaftale, hvor 23 ud af 25 kommunalbestyrelsesmedlemmer er med til at tage ansvar for økonomien. Det lover også godt for samarbejdet ind i næste valgperiode. I budgettet prioriterer vi både børn og ældre, idræt og kultur, specialområderne og naturligvis miljøet. Særlig glad er jeg som formand for Børne- og Skoleudvalget for, at der kommer flere penge til dagtilbud, til BFO og til skolerne, hvor vi specielt sætter ind på trivslen og klassefællesskaberne ved at styrke klasselærerrollen og skabe gode frikvarterer.

Allan Kristensen, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti

- Vi er glade for at være med til at tage ansvar for kommunens økonomi. Det er super ærgerligt, at vi ikke udnytter statens tilskud til skattelettelser, og dermed gør Ballerups borgere rigere. Budgettet har fokus på forebyggelse, fællesskaber og støtte til udsatte børn og familier, men der er også fokus på dem, der kan og vil mere. Den balance støtter vi i Det Konservative Folkeparti op om. Desuden bliver den grønne omstilling styrket med yderligere udrulning af fjernvarme. Vi prioriterer også at facilitere foreninger og frivillige, så både børn og ældre får bedre muligheder for aktiviteter, samvær og gode oplevelser.

Simon Knudstrup, gruppeformand for SF - Socialistisk Folkeparti

- I SF tager vi ansvar og bruger vores mandater til at opnå forbedringer i hverdagen. Det er derfor med glæde, at SF igen i år har sat tydelige og positive aftryk for velfærden og klimaet i Ballerup Kommune. Med denne budgetaftale investerer vi i at gøre den borgernære velfærd endnu bedre, bl.a. ved at afsætte millioner af kroner til bedre normeringer i dagtilbud og BFO, til at styrke vores folkeskoler samt til at løfte vores ældreområde. Herudover er det vigtigt for SF med et stærkt grønt aftryk med investeringer i kollektiv transport, i bedre natur og yderligere økonomi til klimaindsatsen.

Stine Rahbek Pedersen, gruppeformand for Enhedslisten

- Ballerup Kommune bliver mere grøn med Budget 2026, hvor der sættes penge af til naturplanen så vi kan få skabt mere, bedre og sammenhængende natur. Vores ambitiøse fuldt finansierede klimaplan styrkes yderligere, og jeg ser frem til at accelerere klimahandlingerne. Budget 2026 giver mere tid til nærvær for børn, unge, ældre og styrker indsatsen for de, der har det svært. Vi kommer tættere på Enhedslistens målsætning om minimumsnormering med mindst en voksen til tre vuggestuebørn eller seks børnehavebørn, uanset tidspunkt på dagen. Med budget 2026 tilfører vi 7,5 mio. kr., så nu mangler vi knap 12,5 mio. kr.

Michael Jensen, gruppeformand for Dansk Folkeparti

- Budgettet handler om mere end penge. Det viser, hvilken retning vi vil gå som kommune. Med budgetaftalen indfrier vi gamle ønsker og skaber nye muligheder. Der afsættes midler til velfærd, løn og støtte til pårørende samt idéer som seniorkorps, bedre fastholdelse af det grå guld og gratis servicebusser. Kulturen bringes tættere på borgerne via en ny app, og naturen får også plads. For mig handler budgettet om at skabe grundlag for både nutidige forbedringer og fremtidig udvikling gennem samarbejde - også på tværs af uenigheder. Dansk Folkeparti er med, fordi indflydelse kræver, at man deltager og tager ansvar for kommunens retning.

Lars Green Bach, gruppeformand for Radikale Venstre

- I Radikale Venstre er glade for, at aftalen giver et markant og substantielt løft til naturen, styrker indsatsen for unge uden job og uddannelse og sætter fokus på brugere og pårørende på handicapområdet. Vi glæder os også over økonomi til dagtilbuddene og et stærkere fokus på de tidlige indsatser for børn og unge. At vi samtidig får adresseret et frivilligcenter, styrker idrætten og musikskolen, viser bredden i aftalen. Og endelig ser vi frem til processen om fremtidens skole; en reel mulighed for forvandling af folkeskolen, så den kan rumme og ruste vores børn til fremtiden.

André Amingsø, gruppeformand for Nye Borgerlige

- Nye Borgerlige glæder sig over at være en del af budgetaftalen. Aftalen indeholder mange positive tiltag, som styrker indsatsen for både børn, unge og ældre, og det kan vi med rette være stolte af i Ballerup. Vi beklager dog, at der endnu en gang ikke er afsat midler til skattelettelser.