Blomstereng

Gør dit drømmeprojekt til virkelighed: Kommunen uddeler en million til gode ideer

Borgermillionen har gjort en forskel mange steder i kommunen. Nu kan du være med til at gøre en forskel i dit lokalområde. Kommunen uddeler nemlig igen i år en million kroner til gode ideer.

En skaterpark, en hundelegeplads, en blomstereng og en discgolfbane. Borgermillionen har gennem tiden gjort mange drømme til virkelighed. Og har du den gode idé, så kan du nu få økonomisk hjælp til at realisere den.

Igen i år har politikerne i Ballerup Kommune nemlig valgt at afsætte en million kroner til projekter i kommunen, der skaber naturforbedringer eller fællesskaber.

- Borgermillionen er med til at skabe fællesskaber på tværs. Vi har en masse ildsjæle og initiativrige borgere i vores kommune, og med Borgermillionen giver vi dem mulighed for at realisere nogle af de gode ideer, vi ved, der er derude.

- Det er et borgernært projekt, hvor borgerne præsenterer deres ideer, giver hinanden feedback og til sidst i processen stemmer om, hvilket projekter der skal støttes. Det er lokaldemokrati i sin fineste form, siger borgmester Jesper Würtzen.

Alle borgere kan få del i millionen

Der er altså en million gode grunde til at søge om at få netop din idé til at blive til virkelighed. Alle borgere i Ballerup Kommune kan få del i pengene, der bliver fordelt til projekter i de fire bydele Ballerup Nord, Ballerup Syd, Skovlunde og Måløv.

Som noget nyt skal alle ideer præsenteres på de indledende borgermøder, som afholdes i hver bydel. Her bliver der også mulighed for at give og modtage feedback på sine ideer. Du skal altså deltage i mødet i din bydel, hvis du ønsker at søge Borgermillionen.

Borgermøderne bliver holdt den 2. maj 2023 i Ballerup Syd (Posthuset), den 9. maj 2023 i Måløv (Måløv Kulturhus), den 16. maj 2023 i Skovlunde (Skovlunde Kulturhus) og den 7. maj 2023 i Ballerup Nord (Posthuset). På alle borgermøderne vil der være politisk deltagelse.

Læs mere om Borgermillionen 2023 her.

Fakta om Borgermillionen

  • Du kan indsende en ide til et projekt som enkeltperson, som forening eller som en helt tredje sammenslutning
  • Send din idé til borgermillionen@balk.dk senest den 18. juni (du skal dog have deltaget i borgermødet i din bydel, for at du kan ansøge)
  • Du har mulighed for at få hjælp til din ansøgning hos kommunens administration frem til deadline. Det gør du ved at skrive en mail til borgermillionen@balk.dk 

Præsenter din idé på dette møde

Du skal ikke have en færdig idé klar. Det er slet ikke nødvendigt for at møde op. Du kan komme med en løs idé, en spændende tanke, et gennemarbejdet projekt - alt er velkommen!

  • Ballerup Syd – 2. maj 2023 – kl. 19.00-21.00 (Posthuset)
  • Måløv – 9. maj 2023 – kl. 19.00-21.00 (Måløv Kulturhus)
  • Skovlunde – 16. maj 2023 – kl. 19.00-21.00 (Skovlunde Kulturhus)
  • Ballerup Nord – 17. maj 2023 – kl. 19.00-21.00 (Posthuset)

Pengene skal fordeles

På møderne bliver der lagt op til dialog, hvor målet er, at der bliver samarbejdet om at fordele pengene.

  • Ballerup Syd – 23. august 2023 – kl. 17.00-19.00 (Posthuset)
  • Skovlunde – 31. august 2023 – kl. 17.30-19.30 (Skovlunde Kulturhus)
  • Måløv – 5. september 2023 – kl. 17.00-19.00 (Måløv Kulturhus)
  • Ballerup Nord – 6. september 2023 – kl. 17.00-19.00 (Posthuset)