Måløv-borgerne har talt: Solidt ’ja’ til mere fjernvarme
Yderligere hundrede boliger i Måløv bliver koblet på fjernvarmenettet. Næsten 80 % af de adspurgte takkede ja, da de fik muligheden
I de kommende år bliver yderligere hundrede boliger i Måløv koblet på fjernvarmenettet. Det står klart, efter at flere parcelhusområder inden sommerferien skulle tage stilling til, om de ønskede fjernvarme fra Vestforbrænding.
Svaret blev et klart ja tak. Næsten 80 procent af de adspurgte har valgt at tilslutte sig fjernvarmen.
- Det er rigtig gode nyheder. Fjernvarme er en fremtidssikret og mere klimavenlig opvarmningsform end gas og olie, og derfor er jeg glad for, at yderligere hundrede boliger i Måløv bliver koblet på. Udrulning af fjernvarme er en væsentlig del af vores klimahandleplan. Desuden er fjernvarme med til at gøre os selvforsynende med varme, så vi ikke på samme måde er afhængige af de svingende gaspriser og krige og kriser ude i verden, siger borgmester Jesper Würtzen.
Vigtigt skridt i den grønne omstilling
Frem mod 2030 er det forventningen, at i alt 7000 boliger i Ballerup Kommune får mulighed for at blive koblet på fjernvarmenettet. Til den tid vil mere end 98 % af Ballerup Kommunes boligejere have mulighed for fjernvarme.
– Udrulningen af fjernvarme i Ballerup Kommune går stadig planmæssigt, og enkelte steder er Vestforbrænding faktisk foran tidsplanen. Det betyder, at stadig flere boligejere får mulighed for at skifte gas- eller oliefyret ud med fjernvarme. Når nettet efter planen er fuldt udbygget i 2030, vil næsten alle boliger i kommunen have mulighed for at vælge fjernvarme. Det er en stor omlægning af vores varmeforsyning og samtidig et vigtigt skridt i den grønne omstilling, siger Ballerup Kommunes programleder for klima, Kristoffer Kejser.
Digterparken står på spring
Inden udrulningen af fjernvarme i et område kan gå i gang, skal boligejerne i første omgang tage stilling til tilbuddet om fjernvarme fra Vestforbrænding. Til oktober gælder det hele Digterparken i Ballerup.
- I de kommende uger får boligejerne i Digterparken information om muligheden for at blive koblet på fjernvarmenettet, ligesom naboerne i Måløv. Informationen kommer både i postkassen og via e-Boks, og ønsker man fjernvarme, skal man blot give Vestforbrænding besked. Fjernvarme kan sagtens også være relevant, selv om man allerede har investeret i en varmepumpe. En fjernvarmeunit har lang levetid, kræver minimal vedligeholdelse og passer stort set sig selv, siger energi- og varmeplanlægger Søren Vigsø fra Ballerup Kommune.
Er gasfyret ved at synge på sidste vers, inden fjernvarmen når frem, kan det måske repareres, og ellers kan der være anden hjælp at hente. Vestforbrænding tilbyder nemlig en låneordning, så man kan få stillet et midlertidigt fyr til rådighed og holde huset varmt, mens man venter på at blive koblet på fjernvarmen.
Læs mere om ordningen og hele fjernvarmeudrulningen i Ballerup Kommune på ballerup.dk/fjernvarme – samme sted kan du undersøge, hvornår det bliver muligt at få fjernvarme i dit boligområde.