Foto

Ny ordning kombinerer eliteidræt og ungdomsuddannelse i Ballerup

Ballerup Ordningen er et nyt tilbud, hvor Ballerup Kommune i samarbejde med Borupgaard Gymnasium og NEXT Ballerup Business Campus tilbyder unge elitesportsudøvere en unik mulighed for at kombinere sport og uddannelse

En lokal idrætsordning ser nu dagens lys i Ballerup. Ballerup Ordningen hedder den nye ordning, der skal være med til at skabe struktur, trivsel og fleksibilitet i hverdagen for kommunens eliteidrætselever.

Ballerup Ordningen er et samarbejde mellem Ballerup Kommune og ungdomsuddannelserne Borupgaard Gymnasium og NEXT Ballerup Business Campus (hhx, eux, eud), hvor målet er at understøtte elever på ungdomsuddannelserne, der ønsker at styrke deres sport, samtidig med at de gennemfører en ungdomsuddannelse. 

Med ordningen får eleverne mulighed for én ugentlig morgentræning, adgang til træningsfaciliteter, en idrætskoordinator, fysioterapeutisk støtte og undervisning i life skills, der handler om færdigheder som planlægning, motivation og mental sundhed.

Derudover tilbyder Ballerup Ordningen fleksible skoleaftaler, så elever kan deltage i konkurrencer og træningslejre uden at miste grebet om skolegangen.  

- Vi er rigtig glade for samarbejdet med Borupgaard Gymnasium og NEXT Ballerup Business Campus, som giver vores unge eliteidrætselever mulighed for på en god måde at kombinere deres sport med at tage en uddannelse. Med Ballerup Ordningen kan vi være med til at skræddersy en hverdag, så vores unge både lykkes med deres uddannelse og med deres sport, siger borgmester Jesper Würtzen.

Ungdomsuddannelser anerkendt af Team Danmark

At både Borupgaard Gymnasium og NEXT Ballerup Business Campus gør noget for, at byens ambitiøse atleter skal lykkes i både deres sport og på deres ungdomsuddannelse, blev for nylig endnu tydeligere, da begge er blevet Team Danmark-uddannelsespartnere.

- Borupgaard Gymnasium er stolte over at være en del af Ballerup Ordningen. Som nyligt udnævnt Team Danmark-uddannelsespartner ser vi samarbejdet som en naturlig forlængelse af vores arbejde med at skabe de bedste rammer for elitesportselever, siger Lars Viborg Jørgensen, der er rektor på Borupgaard Gymnasium.

- Hos os kan man kombinere sin elitesport med en STX-uddannelse – uanset om man er tilknyttet Team Danmark eller vores egen elitesportsordning. Med deltagelsen i Ballerup Ordningen får vi nu mulighed for at udvide vores tilbud og give endnu flere elever de bedste betingelser for at forene skole og sport, uddyber rektoren.

Kombinerer skoleliv, idrætsgren og ungdom lokalt 

På NEXT Ballerup Business Campus glæder man sig ligeledes over at være en del af Ballerup Ordningen og over at være blevet udnævnt til Team Danmark-uddannelsespartner.

- Vi er Team Danmark-uddannelsespartner og vi vil fortsat gerne vil bidrage til, at unge Ballerup-borgere kan kombinere deres skoleliv, idrætsgren og ungdom lokalt. Og for os på Ballerup Business Campus giver det super god mening, at vi forener kræfterne for at skabe det bedst mulige setup lokalt i Ballerup, siger Jacob Nielsen, vicerektor på NEXT Ballerup Business Campus.

- Vi er gået med, fordi vi i fællesskab i Ballerup kan skabe systematiske og trygge rammer om sportspræstationer og ungdomsliv samtidigt med en fleksibel tilrettelagt ungdomsuddannelse. Dermed kan eleverne træne tæt på hjemmet og uddannelsen, og i en hverdag, hvor tid og fleksibilitet er vigtige, gør det lige lidt for, at det hele kan hænge sammen, fortæller vicerektoren.

Med Ballerup Ordningen tager kommunen endnu et skridt for at støtte de unge i at udleve deres sportsdrømme uden at gå på kompromis med uddannelsen.

Rundt om Ballerup Ordningen

  • Der er deadline for at søge om at komme på Ballerup Ordningen den 8. januar 2026
  • Du kan læse mere om ordningen og søge om optagelse på kommunens hjemmeside ballerup.dk/ballerupordningen