Undersøgelse: Et stærkt kulturliv med muligheder i Ballerup
Ny undersøgelse kortlægger kulturlivet i Ballerup Kommune
Hvor er styrkerne i kulturtilbuddene i kommunen? Og hvor er svaghederne? Hvad efterspørger borgerne, og hvad er de glade for?
Det er nogle af de emner, der bliver dykket ned i på Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalgets møde tirsdag den 7. april på baggrund af en stor undersøgelse af kulturlivet i Ballerup Kommune.
Med en Kulturprofil kortlægges kommunens kulturtilbud, borgernes forbrug samt potentialet i kulturelle fællesskaber og deltagelse. Kulturundersøgelsen bygger på data fra KultuNaut og en spørgeskemaundersøgelse med 1.692 besvarelser fra borgere i kommunen.
Hovedpointerne fra Kulturprofilen blev fremlagt for Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget tidligere i dag af direktør for Kulturens Analyseinstitut Esben Danielsen og senioranalytiker Gitte Thulstrup.
Ballerup i et kulturelt smørhul
Ballerup Kommune er den første hovedstadskommune, som Kulturens Analyseinstitut har udarbejdet en Kulturprofil for og det er også en vigtig pointe i analysen, at Ballerup Kommune ligger i et af Danmarks kulturelle smørhuller.
Kommunen vokser befolkningsmæssigt og har allerede i dag borgere med stor appetit på kultur. I den forbindelse peger Analyseinstituttet på, at der naturligt vil være høje forventninger til de kulturelle muligheder, og anbefaler derfor en tydelig differentieringsstrategi. En kommune kan nemlig ikke favne alt, og derfor er det nødvendigt at prioritere med særlige mål for øje.
Hvad viser Kulturprofilen?
På trods af den store konkurrence fra hovedstadens kulturelle udbud viser Kulturprofilen, at Ballerup Kommune har gode grundsten at bygge videre på – særligt i form af engagerede borgere, et stærkt bibliotek og høj deltagelse i en række kulturgenrer.
Det peger på et mulighedsrum, hvor kommunen med de rette strategiske prioriteringer kan tydeliggøre, hvilke tilbud der skal styrkes, og hvilke målgrupper, der skal have særlig opmærksomhed.
Centrale pointer i Kulturprofilen
- Ballerup Kommune ligger over gennemsnittet for de 20 kommuner, der har fået udarbejdet en kulturprofil, når det gælder borgernes fysiske deltagelse i bibliotek, biograf, museum og scenekunst.
- 49 procent af borgerne er tilfredse eller meget tilfredse med kulturlivet i kommunen. 18 procent har svaret ”ved ikke” og 25 procent ”hverken eller”. Kun 8 procent svarer, at de er utilfredse.
- Biografen er den mest brugte kulturaktivitet: 75 procent har været i biografen det seneste år, hvilket ligger markant over både det nationale gennemsnit og kulturprofilgennemsnittet. Især unge og børnefamilier fylder i denne gruppe, og Måløv ligger højere end resten af kommunen.
- Ballerup Bibliotekerne er kommunens stærkeste kulturinstitution – både målt på tilfredshed, lokaldeltagelse og aktivitetsniveau. Her fungerer biblioteket og kulturhusene som mere end bogudlån: De huser kulturhusaktiviteter, arrangementer og frivillige fællesskaber.
- Fire ud af ti borgere oplever, at kulturlivet ikke er relevant for dem – eller kender for lidt til mulighederne. Denne gruppe domineres af unge og borgere i etableringsfasen og rummer både udfordringer og store potentialer.
- Selvom borgerne er meget kulturaktive, foregår en stor del af aktiviteten udenfor kommunen. Hver tredje borger peger på nærheden til København som en vigtig grund til at bo i Ballerup.
Profilen er udarbejdet på baggrund af budgetaftalen for 2025 og ønsket om at styrke synligheden af kulturen i kommunen, blandt andet gennem udviklingen af en grafisk identitet. Dette arbejde fortsætter nu med afsæt i Kulturprofilens centrale pointer.