mamsallah og kristine

Vi mærker, at beboerne har brug for os

Mamsallah og Kristine har taget beboerne og opgaverne på plejehjemmet Toftehaven så meget til sig, at de nu glæder sig til at komme i gang med en SOSU-uddannelse.

Da corona tog fart og lukkede landet ned, mistede Kristine sit job på et lager og Mamsallah sit rengøringsjob – de var begge klar på nye udfordringer, men ingen af dem havde regnet med, at de her halvandet år senere var i gang med at søge ind på SOSU-uddannelsen. Det hele begyndte med et praktikforløb på plejehjemmet Toftehaven i Ballerup.

- Jeg vidste ikke, hvordan det var at arbejde på et plejehjem. Men jeg kom i gang, og nu elsker jeg det! Beboerne har brug for os og jeg kan lide at arbejde med de ældre. Jeg synes, at det her er mit fag, og derfor søger jeg ind på uddannelsen som SOSU-assistent, fortæller Kristine Damgaard-Nielsen. 

Både Kristine og hendes kollega Mamsallah Lowe blev ansat som omsorgsmedarbejdere efter deres praktikforløb. De løser bl.a. plejeopgaver, hjælper beboerne med at få tøj på og børste tænder, redder senge og serverer mad. Og de tager sig af den nære omsorg med at hygge om beboerne, få en sludder og gå ture i området. 

Praktik og kurser gør dem klar til uddannelse

- Det var Jobcentret i Ballerup Kommune, som hjalp mig hertil. De sagde, ’Du vil være god til at arbejde med ældre mennesker, du smiler altid og er glad!’ Og jeg kan rigtig godt lide at være her og at give beboerne omsorg og kærlighed og at snakke med dem, som hvis det var min egne forældre eller bedsteforældre. Jeg kan mærke, at de er glade for vores hjælp, og så har jeg gode ledere og kolleger - vi er som en familie, fortæller Mamsallah Lowe.  

De er begge et godt eksempel på, hvordan Toftehaven arbejder med at rekruttere og fastholde medarbejdere bl.a. ved at tilbyde praktikforløb for ledige i Ballerup Kommune. En vej ind i faget, som i mange tilfælde har ført til at de har taget en uddannelse og er blevet fastansat. 

Toftehaven sørger for relevante kurser i fx medicinhåndtering, demens, løfteteknik og diabetes, og de har tilknyttet en medarbejder som mentor. Alt sammen for at ruste de nye medarbejdere til det daglige arbejde og til at gøre dem klar til en uddannelse – hvis de ønsker det.

Læs også artiklen om Toftehavnes arbejde med at rekruttere og fastholde medarbejdere 

køkken

Kristine Damgaard-Nielsen (th) og Mamsallah Lowe er glade for, at de skiftede spor og kom ind i plejesektoren. Ikke nok med, at de nu vil i gang med at uddanne sig, de anbefaler ofte veninder at gøre det samme, og flere af veninderne er nu i gang med et praktikforløb på et plejehjem. Foto: Bo Helsted.



Har lært dansk af beboerne 

- Vi får danskundervisning tre timer om ugen – jeg kunne ikke tale dansk før jeg begyndte på Toftehaven, siger Mamsallah. 

- Jeg kunne heller ikke sige noget på dansk, men de ældre taler kun dansk, og så lærer man det - også mange gamle, danske ord! Og jeg har lært at skrive, fordi vi hver dag skal dokumentere vores arbejde, siger Kristine. 

Med hjælp fra Toftehaven er Mamsallah og Kristine nu i gang med at søge ind på SOSU-uddannelsen med opstart i august. Kristine søger som SOSU-assistent og Mamsallah som SOSU-hjælper.  

bord