For de fleste er kommunen den offentlige myndighed, som man har mest kontakt med gennem livet. Derfor er det også vigtigt, at der er et godt og respektfuldt samarbejde.
Borgerrådgiveren kan hjælpe og vejlede dig, hvis du ikke er tilfreds med Ballerup Kommunes behandling af din sag. Borgerrådgiveren er uvildig og har tavshedspligt efter gældende lovgivning.
Åben rådgivning om mandagen på Posthuset
Borgerrådgiver Nina Palle har åben rådgivning hver mandag på Posthuset (stueetagen), Banegårdspladsen 7 i Ballerup. Der er åbent fra kl. 14.00 – 17.30. Det er ikke nødvendigt at bestille tid i den åbne rådgivning.
Øvrige møder med Nina Palle holdes på Ballerup Rådhus.
Borgerrådgivning i december og januar
Den åbne rådgivning på Posthuset er lukket fra 10. december 2024 til efter nytår. Første åbne rådgivning bliver derfor mandag den 13. januar 2025 kl. 14.00-17.30. Det er som sædvanlig muligt at kontakte borgerrådgiver Nina Palle på 4175 0262 eller borgerraadgiver@balk.dk og aftale møder efter behov.
Ballerup Kommunes borgerrådgiver hedder Nina Palle. Hun er uddannet jurist, og hun kommer med en bred erfaring fra den offentlige sektor, hvor hun har arbejdet som både medarbejder, leder og konsulent.
Nina Palle har blandt andet arbejdet med de store velfærdsområder i Frederiksberg Kommune, i Flygtningehjælpen, Ankestyrelsen, i døgninstitutionen Svanehuset, i Kommunernes Landsforening samt i Det Psykiatriske Patientklagenævn.
Borgerrådgiveren kan hjælpe med:
at finde den rigtige afdeling eller medarbejder i kommunen
at forklare indholdet i afgørelser fra kommunen
at skabe eller genskabe en god dialog med kommunens medarbejdere, hvis der er opstået en uenighed eller uoverensstemmelse
vejledning om klagemuligheder samt bistå med udformning af klager
vurdering af klager over kommunens sagsbehandling og medarbejdernes adfærd
at tage imod og videregive forslag til forbedring af kommunens sagsbehandling og borgerbetjening
Borgerrådgiveren kan ikke:
behandle klager over det faglige indhold i kommunens afgørelser
behandle klager over politiske beslutninger, fx beslutninger om serviceniveauet
behandle klager, som andre klageinstanser tager sig af
Det er vigtigt, at du først retter henvendelse dér, hvor din sag bliver behandlet, eller hvor opgaven bliver udført, for at få problemet løst.
Hvis du ikke får svar på din henvendelse, eller du er utilfreds med det svar, du får, kan du efterfølgende kontakte borgerrådgiveren.
Har du allerede taget kontakt til den afdeling eller enhed, hvor din sag bliver behandlet, og ønsker du, at borgerrådgiveren skal se nærmere på din sag, er der brug for følgende oplysninger, for at din sag kan behandles:
Dit fulde navn
Adresse
Telefonnummer
Hvilken afdeling, du henvender dig om
Hvad baggrunden er for din henvendelse
Som udgangspunkt kan du forvente en skriftlig tilbagemelding inden for tre arbejdsdage.
Det betyder nødvendigvis ikke, at borgerrådgiveren har færdigbehandlet din henvendelse inden for tre arbejdsdage. I perioder med ferie eller lignende kan tilbagemeldingen komme senere.
Ja, det kan du godt. Vedkommende, som du henvender dig på vegne af, skal udfylde en fuldmagt til dig.