Sammendrag
Udviklingen på ramme 30.46 Forebyggelse/anbringelse af børn og unge uden for hjemmet viste i 2019 en større udfordring med et merforbrug på 23 mio. kr. i 2019.
Center for Børne- og Ungerådgivning iværksatte en handleplan med imødegående foranstaltninger, der skulle nedbringe udfordringen til 15 mio. kr. i 2019. Ved anden budgetopfølgning 2019 blev området tilført de 15 mio. kr., mens handleplanens initiativer nedbringer merforbruget med 8 mio. kr.
Handleplanen adresserede både den økonomiske udfordring og satte fokus på at styrke omsætningen af Børne- og Ungestrategien. Center for Børne- og Ungerådgivning har arbejdet intensivt med handleplanen, hvor der er opnået en omlægning af anbringelsesmønstret, så der forbruges 20 mio. kr. mindre på anbringelser og 23 mio. kr. mere på de foregribende indsatser.
For at følge udviklingen tæt er udvalgte måltal for området blevet gennemgået månedligt i Børne- og Skoleudvalget. Måltallene følger de udvalgte indsatsområder, hvor der også er tilknyttet konkrete handlingsplaner.
Handlingerne er i løbet af 2019 blevet omlagt til at blive en del af driften. Budgettet for 2020 tager højde for denne omlægning og afspejler de nye prioriteringer.
Baggrund
Børne- og Skoleudvalget er blevet forelagt Fællesskabsmodellens måltal ved hver budgetopfølgning siden første budgetopfølgning i 2017. På mødet den 9. april 2019 gav udvalget udtryk for et ønske om at følge udviklingen tættere og ved en månedlig gennemgang.
Sagsfremstilling
Ramme 30.46 Forebyggelse/anbringelse af børn og unge uden for hjemmet er den ramme, som Center for Børne- og Ungerådgivning anvender til foranstaltninger på det specialiserede børneområde. Rammen dækker indsatser på henholdsvis det forebyggende, foregribende og indgribende område.
Udfordringerne
Udfordringerne på rammen viste sig i 2019 både på det indgribende område og på det foregribende område. Der ses to hovedforklaringer:
- Et øget antal underretninger med efterfølgende flere børnefaglige undersøgelser, der mundede ud i flere aktive indsatser.
- Antallet af anbringelser er faldende. Der sås imidlertid stigende priser.
Forebyggende område
Det forebyggende område er kendetegnet ved at være tidligt opsøgende og med færre udgifter forbundet. Det er her, der eksempelvis gives kortere samtaleforløb efter servicelovens § 11 eller betaling af fritidsaktiviteter.
Foregribende område
På det foregribende område er indsatserne målrettet børn og unge, der bor hjemme, og hvor indsatsen bl.a. kan medvirke til, at barnet/den unge ikke skal anbringes. Stigningen på området skal derfor ses i sammenhæng med det lavere anbringelsestal. Stigningen ses tydeligst inden for kontaktpersonordninger, familiebehandling, dagtilbud i skole (behandlingsskole) og aflastning.
Indgribende område
Selvom Fællesskabsmodellen viser et fald i anbringelsestallet, har gennemsnitspriserne på den dyre anbringelsestype; socialpædagogisk opholdssted været markant stigende.
På mødet i november 2019 fik Børne- og Skoleudvalget forelagt tallene fra oktober 2019, der viste et forventet merforbrug på 2 mio. kr. Ved årets udgang er dette resultat stadig gældende.
Rapporten, som månedligt er blevet gennemgået og vedlagt som bilag, justeres fremadrettet, så den både følger det samlede budget og bevægelserne på de samme udvalgte områder, som er blevet fulgt i 2019.
Børne- og Skoleudvalget præsenteres for en ny afrapporteringsform på udvalgsmødet, ligesom budgettet for 2020 gennemgås. Forslaget til fremadrettet afrapporteringsform for 2020 og frem er vedlagt som bilag.