Sammendrag
Kommunalbestyrelsen har besluttet en udbygning af Børnehuset Valhalla i Skoven i Ballerup. Udgangspunktet for udbygningen er, at der skal bygges til 32 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn samt en skovbørnehavegruppe med 20 børn.
Der er nu udarbejdet et dispositionsforslag for udbygningen. I udarbejdelsen af dispositionsforslaget har arkitektfirmaet inddraget personale og forældre omkring behov og ønsker til udbygningen af børnehuset Valhalla i Skoven.
Det indstilles, at dispositionsforslaget godkendes, og at der frigives en anlægsbevilling til gennemførelse af projektet.
Baggrund
I budgettet for 2016 er der besluttet en kapacitetsreduktion for dagtilbuddene i distrikt Skovvejen med virkning fra 2017 samt etablering af en skovbørnehavegruppe i Egebjergområdet.
I maj 2016 blev det politisk besluttet, at dette konkret skulle udmøntes ved udvidelse af børnehuset Valhalla i Skoven, opnormering af børnehuset Ved Skoven og børnehuset Lundegården samt lukning af børnehuset Valhalla i Byen.
Efter udbygningen af Valhalla i Skoven er den maksimale kapacitet i distriktet 434 børn. I januar 2017 er behovet 414 børn faldende til 391 i december 2019 ifølge pasningsprognosen.
Sagsfremstilling
I budgettet for 2016 blev det besluttet at reducere kapaciteten i distrikt Skovvejens dagtilbud. Efter en proces med inddragelse af forældre og personale besluttede det politiske niveau at nedlægge Valhalla i Byen, mens de tre børnehuse Ved Skoven, Lundegården og Valhalla i Skoven opnormeres til flere børn, end de har i dag.
I bilag 1 er vedlagt pasningsprognosen for distrikt Skovvejen samt forslaget til fordeling af børnene i distriktet fremadrettet. Det er distriktslederen, der fordeler børnene mellem børnehusene i distriktet. Forældreønsker og/eller pædagogiske hensyn kan gøre, at distriktslederen fordeler børnene anderledes.
Børne- og Skoleudvalget besluttede, at Valhalla i Skoven udbygges til at kunne rumme 32 vuggestuebørn, 60 børnehavebørn samt en skovbørnehavegruppe for at fremtidssikre dagtilbudsstrukturen i distriktet.
Siden august 2016 har der kørt en inddragelsesproces med personale og forældre fra børnehusene Valhalla i Byen og i Skoven, der bl.a. har omfattet workshops samt møder afholdt mellem forældre, personale og administration. Arkitekten har på baggrund af input fra denne proces udarbejdet et dispositionsforslag.
Det pædagogiske grundlag
Skitsen tager, som alt nybyggeri af dagtilbud i Ballerup Kommune, udgangspunkt i kommunens pædagogiske grundlag. Det betyder, at der skal være mulighed for at indrette læringsmiljøer, der kan appellere til forskellige børn og give mulighed for æstetiske, sanselige og lærerige oplevelser samt mulighed for fleksibilitet, variation og forandring.
Læringsmiljøerne skal kunne understøtte arbejdet med den pædagogiske læreplan og fremtræde med en visuel tydelighed, og der skal være mulighed for at tilgodese arbejdet med alle læreplanens temaer. Det er dog ikke tanken, at de forskellige læringsmiljøer i forhold til læreplanens temaer nødvendigvis skal være defineret som konkrete rum, men læringsmiljøer kan fx også være større rum indrettet med kroge, nicher og steder med fokus på tydelige afgrænsninger/markeringer af de aktiviteter, der kan foregå.
Skitsen til udbygningen indeholder udover grupperum bl.a. et stort sciencerum, som også kan bruges til andre ting, et motorikrum til de mindste, et pædagogisk køkken samt mulighed for, at der i fællesarealer indrettes spisepladser, eller at arealerne bruges til andre formål.
Det pædagogiske grundlag lægger derudover vægt på, at der skal være et uderum, der skal give barnet mulighed for at være kreativ, nysgerrig og undrende og sikre legeoplevelserne. Valhalla i Skoven har allerede nu meget gunstige forhold, hvad dette angår.
Valhalla i Skovens pædagogiske profil
Valhalla i Skoven har en natur- og skovprofil. Det betyder, at der fast er to grupper i skoven med 12 børn i hver og med to pædagoger tilknyttet. Alle børnehavebørn er en del af en skovgruppe og målrettede skovforløb, hvor de efter en turnusordning kommer ud i skoven af tre ugers varighed. Der er aktiviteter på skovgrunden, hvor ”grøn sløjd” og forskellige andre værkstedsaktiviteter prioriteres, og der er etableret læringsmiljøer der tilgodeser aktiviteter omkring sundhed og bevægelse og fra ”jord til bord". Når Valhalla i Skoven fusioneres med Valhalla i Byen, skal de to børnehuses kulturer og pædagogik ligeledes fusioneres. Se desuden børnehusets pædagogiske læreplan.
Udbygningen
Den oprindelige bygning, der i dag rummer børnehuset Valhalla i Skoven, udgør 525 m2. Se bilag 2.
Det udarbejdede dispositionsforslag indeholder en større tilbygning, øst for den eksisterende bygning, en mindre tilbygning i gårdmiljøet samt en indvendig ombygning af en stor del af de eksisterende lokaler. I alt tilbygges 517 m2 og 217 m2 ombygges. Se bilag 3 og bilag 4.
Tilbygningen mod øst rummer tre vuggestuegrupper med tilhørende puslerum, motorikrum/soverum, fællesrum/spiserum, liggehal, teknikrum samt et stort garderobeareal til både vuggestue- og børnehavebørn.
Tilbygningen i gårdmiljøet indeholder sciencerum og orangeri og fungerer ligeledes som gangforbindelse på tværs af bygningen.
Ombygningerne udgør primært etablering af et fælles spise-/opholdsareal omkring det eksisterende køkken, etablering af personalefaciliteter til den udvidede personalegruppe samt mindre ombygninger for skovgruppen.
Der etableres barnevognsoverdækning og skur til cykler og legetøj.
Personalet fra børnehuset Valhalla i Byen og i Skoven er positive overfor nærværende dispositionsforslag, dog som værende en minimumsløsning.
Den til projektet tilknyttede forældregruppe er fremkommet med supplerende tiltag i forhold til det nærværende forslag. Dette repræsenterer bl.a. en yderligere udbygning på i alt 100 m2. Forældregruppens supplerende forslag er prisfastsat i bilag 5.
Økonomi
Den samlede udgift til udbygningen af børnehuset Valhalla i Skoven, som beskrevet ovenfor, vurderes at udgøre 15,0 mio. kr. Se bilag 6.
Udgiften indeholder, udover de reelle byggeomkostninger, ligeledes udgifter til genhusning af en del af institutionen, supplerende indhegning af grunden, flytning af et legeredskab fra Valhalla i Byen, etablering af et madpakkehus, supplerende inventar samt tømning af børnehuset Valhalla i Byen. Jordbundsundersøgelser, miljøundersøgelser mv. pågår, men resultaterne foreligger ikke pt. En moderat mængde eventuelle ekstraomkostninger i denne forbindelse, forudsættes at kunne indeholdes i det afsatte beløb til uforudseelige udgifter.
Der indgår ikke midler til etablering af grus-p-plads, eventuelle trafikregulerende tiltag og legeplads.
Udbygningen af lejepladsen vurderes at beløbe sig til 0,5 mio. kr., der foreslås finansieret af afsat pulje i investeringsoversigten til renovering af legepladser på daginstitutioner i 2018. Se i øvrigt bilag 7.
Grus-p-plads og trafikregulerende tiltag vurderes at beløbe sig til 1,0 mio. kr. Disse foreslås finansieret af flere projekter afsat i investeringsoversigten, ved flytning af en del af de enkelte projekters rådighedsbeløb. Se afsnit om økonomiske konsekvenser og finansiering.
De af forældregruppen fremsatte yderligere tiltag er prissat til 2,55 mio. kr. Der er ikke afsat finansiering til disse tiltag.
Tidsplan
Med udgangspunkt i, at der frigives anlægsmidler til sagen ved Kommunalbestyrelsens møde i februar 2017, forventes byggeriet at være klart til ibrugtagning i januar 2018. Rømning af lokalerne på børnehuset Valhalla i Byen foretages i forbindelse med flytningen til børnehuset Valhalla i Skoven.