Sammendrag
Ballerup almennyttige Boligselskab ansøger om godkendelse af helhedsplan (skema A) for renovering af rækkehusene (Grantofteparken) i afdeling Grantoften med støtte fra Landsbyggefonden (LBF).
Renoveringen omfatter afdelingens 456 rækkehuse, hvor der udføres sokkelisolering og dræn, nyt ventilationsanlæg samt isolering og udskiftning af vinduer, renovering af badeværelser samt skimmelsanering.
Landsbyggefonden (LBF) har givet forhåndstilsagn om støtte til en del af arbejderne. Støtten gives som en del af ydelsen på de lån, der optages til at finansiere arbejderne. Derudover gives tilskud til finansiering fra LBFs fællespulje.
Kommunalbestyrelsen skal indstille skemaet til godkendelse i LBF samt godkende lånoptagelse og huslejeforhøjelse. Herudover skal der ydes et kommunalt lån til kapitaltilførsel på 500.000 kr.
Beboerne har godkendt helhedsplanen i et møde den 10. november 2022.
Baggrund
Skema A er et foreløbigt overslag over økonomien (anskaffelsessum, husleje mv.) samt forventninger til projektet. Ved godkendelsen gives der tilsagn til, at boligorganisationen kan arbejde videre på grundlag af skema A. Herefter afholdes licitation og projektets økonomi mv. bliver endeligt fastlagt ved skema B. Når skema B er godkendt, kan renoveringsarbejderne sættes i gang.
Ved godkendelsen af skema A skal Kommunalbestyrelsen ligeledes godkende præciseringer og fravigelser i AB18.
Skema A godkendes efter bestemmelserne i kapitel 1 og 7 i almenboligloven og kapitel 3 i almenlejeloven.
Boligområdet Grantoften er opført i 1970 og består af tre højhuse med 838 boliger og 456 rækkehuse. I 1996 blev afdelingen udvidet med 48 boliger i Platanbuen. I alt er der 1.342 boliger. I 2005-2006 gennemgik rækkehusene en renovering af facader m.m. med støtte fra LBF, og i 2014-2016 gennemgik højhusene en renovering af facader, tag, vinduer m.m. med støtte fra LBF.
Sagsfremstilling
Ballerup almennyttige Boligselskab har den 31. oktober 2022 ansøgt om godkendelse af skema A for helhedsrenovering af rækkehusene (Grantofteparken) i afdeling Grantoften.
Rækkehusene er løbende blevet vedligeholdt, men har udfordringer med indeklimaet, og dette har medført problemer med kolde gulve og skimmel på badeværelser og på ind- og udvendige vægge.
Projektet omfatter følgende arbejder:
- Isolering af sokkel
- Etablering af omfangsdræn
- Nyt ventilationsanlæg med varmegenvinding
- Isolering af brystning i stue og køkken
- Nye vinduer i køkken og på 1. sal, da disse vinduer blev ikke skiftet ved facaderenoveringen for ca. 15 år siden
- Renovering af oprindelige badeværelser, der ikke er blevet moderniseret af beboerne (ca. 390 badeværelser)
- Sanering for skimmel på vægge omkring badeværelse samt i installationsskakt i køkken.
LBF yder støtte til nyt ventilationsanlæg, isolering af sokkel, sanering af skimmel m.m. I forbindelse med arbejderne udføres der ustøttede arbejder, der vil være hensigtsmæssige at udføre samtidig, fx udskiftning af vinduer, der isolerer bedre. De ustøttede arbejder finansieres af lån uden LBF-støtte samt afdelingens egne henlæggelser m.m.
Beboerne genhuses ikke, men får adgang til eget toilet og bad i badevogne, der bliver stillet op under renoveringen af badeværelserne.
Der er udført to prøveboliger, som beboerne har haft mulighed for at besigtige inden afdelingsmødet. Efter beboernes besigtigelse er der kommet forslag til justeringer i forhold til badeværelserne, og disse er blevet indarbejdet.
Der er udført et pilotprojekt om sokkelisolering, der har givet gode resultater i forhold til temperaturen langs yderkanten af gulve i stueetagen.
Energirenovering
Renoveringen vil leve op til kravene til isolering i BR2018 ved udskiftning af enkeltdele.
Ny ventilation og efterisolering samt nye vinduer vil være med til at give boligerne et bedre indeklima.
Anskaffelsessum og finansiering
Den samlede anskaffelsessum og finansiering:
Anskaffelsessum |
Beløb |
Renoveringsarbejder - med støtte fra LBF |
103.102.220 kr. |
Arbejder som følge af renoveringen - uden støtte fra LBF |
157.473.529 kr. |
I alt |
260.595.749 kr. |
Finansiering |
Beløb |
Realkreditlån - med støtte fra LBF |
103.102.220 kr. |
Realkreditlån - uden støtte fra LBF |
119.186.529 kr. |
Kapitaltilførsel |
2.500.000 kr. |
Fællespuljetilskud fra LBF |
26.840.000 kr. |
Egen trækningsret i LBF |
8.947.000 kr. |
I alt |
260.595.749 kr. |
LBF forudsætter, at der som en del af finansieringen gennemføres en kapitaltilførsel på 2.500.000 kr. Kapitaltilførslen gennemføres som "1/5-ordning", der betyder, at Ballerup Kommune skal give et lån på 500.000 kr. Herudover giver realkreditinstituttet et lån på 500.000 kr., boligorganisationen giver et tilskud på 500.000 kr. og LBF giver dels et lån på 500.000 kr. og dels et tilskud på hver 500.000 kr.
Det er normal praksis at bruge denne ordning i de store renoveringssager, og kommunens låneandel er således Ballerup Kommunes bidrag til, at projektet kan gennemføres. Det er et krav fra LBF, at alle parter deltager i ordningen for, at helhedsrenoveringen kan gennemføres med støtte fra LBF. Kapitaltilførslen giver mulighed for tilskud fra fællespuljen i LBF.
Husleje
Huslejen stiger samlet 1,27 pct. for alle boligerne i afdelingen. Stigningen er fordelt, så rækkehusene stiger mest, 2,05 pct. Fordelingen mellem rækkehusene og etageboligerne er foretaget efter samme retningslinjer, som blev anvendt ved facaderenoveringen af højhusene.
Stigningen vedrører betaling af ydelse på det ustøttede lån på 119 mio. kr. Ydelsen på det støttede lån forventes ikke at medføre en stigning af huslejen, da ydelsen bliver betalt af støtte fra boligorganisationens dispositionsfond og LBF.
Huslejeeksempler:
Boligtype |
Areal |
Husleje i 2022 |
Forhøjet husleje |
Rækkehus - 4 rum |
100,5 m2 |
8.365 kr. |
8.536 kr. |
Etagebolig - 2 rum |
76,6 m2 |
5.399 kr. |
5.440 kr. |
Etagebolig - 4 rum |
110,4 m2 |
7.609 kr. |
7.667 kr. |
Huslejeforhøjelsen finansieres på følgende måde:
Betaling af ydelse på det støttede og det ustøttede realkreditlån |
Beløb |
Årlig ydelse |
10.863.592 kr. |
Fritagelse for udamortiserede ydelser - beskrevet nedenfor |
-2.761.783 kr. |
Fritagelse for pligtmæssige bidrag - beskrevet nedenfor |
-728.876 kr. |
Driftslån - betales af dispositionsfond eller LBF - beskrevet nedenfor |
-5.915.180 kr. |
I alt |
1.457.752 kr. |
Fritagelse for udamortiserede ydelser
Som en del af finansiering af ydelsen på det ustøttede lån fritages Grantoften for at indbetale den tredjedel af de udamortiserede ydelser (oprindelige lån der er betalt færdige), som i dag indbetales til selskabets dispositionsfond.
Fritagelse for pligtmæssige bidrag
Ligeledes, som en del af finansieringen, kan LBF bevilge fritagelse for en del af de pligtmæssige bidrag, som boligafdelingen indbetaler til LBF.
Driftslån
Der ydes et driftslån på 5.915.180 kr. pr. år. Lånet ydes af boligorganisationens dispositionsfond, og LBF supplerer i det omfang, dispositionsfonden ikke har penge til at yde lånet.
AB18
Ballerup almennyttige Boligselskab har anmodet om godkendelse af AB18 "Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed" med præciseringer og fravigelser.
Kommunalbestyrelsen skal, jf. kapitel 6 i bekendtgørelse om støtte til almene boliger, godkende aftaledokumentet med præciseringer og fravigelser.
Ballerup Kommunes juridiske kontor har gennemgået det fremsendte dokument og har oplyst, at der ikke er bemærkninger i denne anledning.
Tidsplan
- 2022 - Skema A godkendes
- 2023 - Projektet udarbejdes og sendes i licitation
- 2024 - Skema B godkendes
- 2024 - 2026 Renovering udføres.