Sammendrag
Integrationspolitikken i Ballerup Kommune skal revideres, og der skal ske en øget anvendelse af effektmålinger på området. Forslag til indikatorer for integration samt kommissorium for udarbejdelse af en ny integrationspolitik i Ballerup Kommune fremsendes til alle fagudvalg til drøftelse og bemærkninger. Bemærkningerne samles til endelig vedtagelse i Kommunalbestyrelsen via Økonomiudvalget.
Baggrund
I "Aftale om budget 2018" er der aftalt et stærkere fokus på integrationsindsatsen (7.09). Aftalen indebærer, at integrationspolitikken skal revideres, og at der skal ske en øget anvendelse af effektmålinger på området.
Ballerup Kommunes integrationspolitik er fra 2003. Der er sket meget lokalt og nationalt siden da. Der er for det første meget bedre viden om hvilke elementer, der er afgørende for integrationen. For det andet er der sket massive ændringer i lovgivningen, og for det tredje, er sammensætningen af borgere med anden etnisk baggrund, der kommer til Ballerup Kommune, forandret markant. Tilsammen ændrer det fundamentalt ved forudsætningerne for integrationsarbejdet og dermed hvilke indsatser, der er relevante. Dertil kommer, at Kommunalbestyrelsen har vedtaget "Vision 2029", der sætter retning for den udvikling, der skal være i Ballerup Kommune.
Sagsfremstilling
Center for Arbejdsmarked har i samarbejde med de øvrige fagcentre udarbejdet et forslag til indikatorer for integrationen. Målgruppen for indikatorerne er flygtninge, indvandrere og andengenerationsindvandrere med ikke-vestlig baggrund.
Indikatorerne omhandler:
- Selvforsørgelse
- Hjælp fra Socialpsykiatrien
- Hjælp fra Hjemmeplejen
- Stemmeprocent ved valg
- Deltagelse i IGU-forløb (IntegrationsGrundUddannelse)
- Deltagelse i dagtilbud
- Karaktergennemsnit i folkeskolen
- Indsatser på det specialiserede børne- og ungeområde
- Diversitet i boligområderne
- Kriminalitet.
Indikatorerne er valgt ud fra de enkelte fagområders vurdering af tilgængelig viden og anbefalinger af hvilke indikatorer, der er relevante og samtidig findes tilgængelige data om. Indikatorerne er ikke definitive, de danner udgangspunkt for en drøftelse af, hvad integration er, og hvordan det går med at fremme den. Indikatorerne bidrager til den videre udvikling af og opfølgning på integrationspolitikken.
Center for Arbejdsmarked har udarbejdet et kommissorium for udarbejdelse af en ny integrationspolitik i Ballerup Kommune.
De overordnede mål for integrationspolitikken er, at borgere med anden etnisk baggrund:
- Udnytter deres evner og mestrer eget liv
- Har de samme muligheder for at leve et sundt liv som alle andre borgere
- Er aktive i samfunds-, forenings- og det demokratiske liv
- Gennemfører en ungdoms- og videreuddannelse
- Forsørger sig selv gennem job eller uddannelse
- Lever som en integreret del af de lokale bolig- og nærmiljøer.
På den baggrund skal politikken berøre følgende temaer:
- Uddannelse og arbejde
- Børn og unge
- Fritids- og kulturliv
- Sundhed
- Medborgerskab
- Digitalisering.
Processen med at udarbejde integrationspolitikken inddeles i forskellige faser, der sikrer bred og tidlig inddragelse. Som det første indsamler administrationen viden fra relevante aktører, det vil ske ved forskellige opsøgende mødeformer og dialoger med borgere med ikke-vestlig baggrund, boligselskaber, etniske foreninger, virksomheder, civilsamfundet i øvrigt (fx Røde Kors, Venligboerne, mfl.), politiet, statslige vidensinstitutioner og professionelle aktører lokalt.
Dernæst giver politikerne deres input gennem drøftelser i fagudvalgene. Efterfølgende dialoger på møder med åben deltagelse af interesserede og bred vifte af borgere, hvor de foreslåede temaer kvalificeres inden udarbejdelsen af selve politikken.
Processen forventes at strække sig over 2018 og starten af 2019, så der kan vedtages en ny integrationspolitik primo 2019.