Fra 2025 er Kulturtilskudspuljen og Bydelsarrangementspuljen slået sammen i Kulturpuljen.
Formålet med puljen er at understøtte og styrke lokale fællesskaber og kulturelle oplevelser. Kommunens foreninger, organisationer og borgergrupper m.fl. kan søge om tilskud fra puljen.
Bevilgede tilskud ydes ofte som underskudsgarantier. Dermed kommer et eventuel tilskud først til udbetaling, hvis regnskabet viser et underskud.
Alle der modtager kulturtilskud, herunder underskudsgarantier, har pligt til at oplyse om det i al deres PR-materiale for det aktuelle arrangement.
Puljen giver ikke støtte til:
Filmproduktioner
Ansøgninger fra professionelle kulturaktører
Arrangementer af rent kommercielt formål
Der ydes tilskud til kulturelle og fællesskabende arrangementer, der er åbne for alle kommunens borgere, eller for afgrænsede boligområder med deltagelse af mindst 100 beboere.
Der ydes ikke tilskud til forplejning.
Tilskud til løn ydes kun til optrædende m.fl., der indgår i arrangementet, ikke til administration og lignende.
Det forventes, at arrangørerne selv bidrager med økonomi til arrangementet, eventuelt i form af tilskud fra andre fonde eller sponsorer.
Alle der modtager kulturtilskud, herunder underskudsgarantier, har pligt til at oplyse om det i al deres PR-materiale for det aktuelle arrangement.
Budget indeholdende alle forventede indtægter og udgifter ved arrangementet skal fremsendes med tilskudsansøgningen.
Der kan søges om følgende typer tilskud:
Underskudsgarantier
Kan søges hvis der er en risiko for, at arrangementet ikke kører rundt i sig selv og kommer dermed først til udbetaling, hvis arrangementsregnskabet viser et underskud.
Direkte tilskud
Kan søges til arrangementer, hvor der ikke opkræves deltagerbetaling eller er andre former for indtægter, som kan finansiere arrangementet.
Årligt driftstilskud
Kan kun ansøges af foreninger, der har flere kulturelle arrangementer i løbet af et år/ansøgningsperioden. Tilskuddet øremærkes ikke til det enkelte arrangement, men indgår i foreningens samlede drift.
Årligt driftstilskud i en årrække.
Administrationen indstiller foreningen til et fast driftstilskud, i forbindelse med, at Kultur- og Fritidsudvalget i en årrække har bevilget et årligt driftstilskud.
Ansøgninger behandles af Kultur- og Fritidsudvalget og skal indsendes i god tid inden mødet i henhold til ansøgningsfrister offentliggjort på Ballerup Kommunes hjemmeside.
Der fremsendes en kort ansøgning til Kultur- og Fritidsudvalget. Ansøgningen skal indeholde tid og sted for arrangementet samt oplysning om, hvem der er målgruppen. Der skal altid vedlægges et budget, der viser alle forventede udgifter og indtægter. Hvis I får tilskud andre steder fra, skal I have det med i budgettet.
For foreninger gælder, at der i ansøgningen oplyses antallet af medlemmer og hvor stor en del heraf, der er bosat i Ballerup Kommune. Herudover vedlægges seneste årsregnskab.
Der skal søges om tilskud i god tid, så Kultur- og Fritidsudvalget kan tage stilling til sagen inden arrangementet afholdes.