Opsummering af markedsdialog om udvikling af Ballerup Idrætsby og nyt idrætsanlæg
Baggrund og formål
Ballerup Kommune har i efteråret 2026 gennemført en markedsdialog om udviklingen af Ballerup Idrætsby og et muligt nyt idrætsanlæg. Formålet med dialogen har været at afdække markedets interesse i og forslag til, hvordan udviklingen af idrætsbyen kan ske, herunder mulighederne for samarbejde med private aktører om finansiering, ejerskab og drift af nye faciliteter.
Dialogens overordnede indhold
Deltagerne i markedsdialogen har omfattet både investorer, virksomheder og foreninger, der tilsammen dækker en bred vifte af sportsgrene og idrætsaktiviteter.
Dialogen har blandt andet kredset om en række specifikke sportsgrene og dertil hørende idrætsanlæg.
Herudover har flere aktører peget på mere generelle udviklingsmuligheder i Ballerup Idrætsby, herunder kobling mellem idrætsfaciliteter og kommercielle funktioner som fitness, sundhed, café/restaurant, ungdomsboliger og øvrig byudvikling.
Foretrukne modeller for samarbejde og finansiering
Markedsdialogmaterialet opstillede tre overordnede samarbejds- og finansieringsmodeller til drøftelse med markedet:
- Model 1 – salg af areal til en privat aktør, der for egen regning og risiko opfører, ejer, finansierer og driver faciliteterne til eget brug.
- Model 2 – salg af areal til en privat aktør, der opfører faciliteterne for egen regning og risiko. Den private aktør ejer og finansierer faciliteterne, som herefter helt eller delvist udlejes til kommunen eller til brugere anvist af kommunen.
- Model 3 – kommunen opfører selv faciliteterne som bygherre, bærer samtlige omkostninger hertil og ejer faciliteterne med fuld råderet over deres anvendelse. Kommunen udbyder herefter etablering og drift af faciliteterne i et offentligt-privat partnerskab (OPP), hvor den private aktør varetager den løbende drift og vedligeholdelse mod betaling fra kommunen.
Besvarelserne og dialogmøderne viser, at der ikke er én model, der er foretrukket for hele idrætsbyen, men at modelvalget afhænger af det enkelte projekts karakter.
Flere aktører udtalte sig positivt overfor projekter, hvor den private part køber byggeretter af kommunen og opfører faciliteter for egen regning og risiko (Model 1). Hvis kommunen ønsker fortsat brugsret og indflydelse på anvendelsen af faciliteterne, peger aktørerne navnlig på Model 2.
En af aktørerne fremlagde et konkret privatfinansieret projekt uden behov for kommunal medfinansiering (Model 1), dog med åbenhed over for en kombineret model med eventuelt langsigtet leje- eller brugsret for kommunen.
Flere aktører pegede på, at salg af yderligere byggeretter i kombination med bolig- og erhvervsudvikling kan bidrage til at finansiere og understøtte udviklingen af idrætsbyen.
Dertil er der blevet foreslået andre finansieringsformer, hvor kommunen for egen regning og risiko opfører anlæg til brug for en konkret lejer/sportsgren, der forinden har påtaget sig en langvarig lejeforpligtelse.
Model 3 kan med fordel anvendes til de projekter, som kommunen selv har midlerne til at finansiere. Ved anvendelsen af model 3 anbefalede aktørerne en klar snitflade mellem OPP leverandørens ansvar for drift/vedligehold af bygningen og kommunens drift af idrætsfaciliteterne, herunder den daglige rengøring.
Der var blandt flere af aktørerne bred enighed om en række centrale forudsætninger, uanset hvilken model der vælges: Der skal være en klar og politisk forankret beslutningsproces, langsigtet og forudsigelig adgang til arealerne (klar identifikation af byggeretter), en tydelig fordeling af risici mellem kommune og privat aktør, en robust planmæssig ramme samt langsigtede og indekserede leje- eller driftsaftaler med klar ansvarsfordeling.
Videre proces
Input fra markedsdialogen indgår nu sammen med analyser, brugerinddragelse og politiske drøftelser i det videre arbejde med en ny visions- og udviklingsplan for Ballerup Idrætsby samt i vurderingen af grundlaget for et eventuelt nyt idrætsanlæg. Der er endnu ikke truffet beslutning om placering, størrelse, funktioner eller endelig samarbejds- og finansieringsmodel for et eventuelt nyt idrætsanlæg.
Den videre proces frem mod en afklaring af helhedsplanen forventes at forløbe som følger:
- 3. november: Workshop med Kommunalbestyrelsen, hvor input fra markedsdialogen indgår i drøftelsen af Ballerup Idrætsbys udvikling.
- November: Opfølgende dialog med deltagerne i markedsdialogen om de politiske drøftelser og eventuelle næste skridt.
- December: Afklaring af den videre proces og tidsplan for helhedsplanen, herunder arbejdet med Nyt Idrætsanlæg og eventuelle øvrige faciliteter.
Dialogmøde i virksomhedssporet (virksomheder, foreninger, mv.)
Virksomhedssporet henvender sig til lokale virksomheder, foreninger mv., der har hjemsted eller væsentlig aktivitet i Ballerup Kommune, og som har interesse i at bidrage til udviklingen af Ballerup Idrætsby eller i at benytte faciliteter, arealer eller øvrige tilbud i idrætsbyen.
Alle virksomheder, foreninger mv., der passer på denne beskrivelse, inviteres hermed til deltagelse i et fælles dialogmøde i virksomhedssporet. Formålet med det fælles møde er at samle de interesserede virksomheder og aktører til en åben dialog om behov, muligheder og perspektiver i relation til Ballerup Idrætsby og et nyt idrætsanlæg.
Møde i virksomhedssporet afholdes:
Dato: 22. september 2026, kl. 08.00-09.30
Sted: Ballerup Idrætsby, Ballerup Idrætsby 4, 2750 Ballerup, Kay Werner lokalet
Program:
Kl. 08.00 – 08.20 (20 min): Indblik i kommunens arbejde med Ballerup Idrætsby og nyt idrætsanlæg
Kl. 08.20 – 09.20 (60 min): Debat/dialog
Kl. 09.15 – 09.30 (15 min): Opsamling
Der vil blive serveret brød og kaffe til mødet.
Aktører, der ønsker at deltage i mødet, bedes tilmelde sig senest den 18. september 2026 ved at sende en e-mail til Ballerup Kommunes rådgiver, HortenDahl, på tld@hortendahl.dk.
Markedsdialog vedr. udvikling af Ballerup Idrætsby og nye idrætsfaciliteter i Ballerup Idrætsby
Ballerup Kommune vil sikre bedre rammer for idrætten i kommunen ved at opføre nye idrætsfaciliteter og udvikle Ballerup Idrætsby. Kommunen ønsker med denne markedsdialog at undersøge mulighederne for samarbejde med investorer og idrætsaktører, som kan bidrage med viden, erfaring og finansiering. Samarbejdet kan omfatte opførelse af en ny større idrætsfacilitet med et budget i omegnen af 250 mio. kr. og/eller øvrig udvikling af Ballerup Idrætsby, evt. via et offentligt-privat samarbejde eller anden samarbejdskonstellation. Der er ikke truffet beslutning om format, størrelse, funktionalitet m.m. på nye idrætsfaciliteter, da Ballerup Kommune ønsker en dialog med markedet og brugere herom forinden.
Læs mere om markedsdialogen i markedsdialogmaterialet med bilag.
Spørgsmål vedrørende markedsdialogen og materialet kan rettes til følgende kontaktperson hos Ballerup Kommune:
Sigga Birkvad, Projektleder,
Ballerup Kommune, Center for By og Miljø,
E-mail: SIBI@balk.dk,
Telefon: 2894 7378
Bemærk: Aktører, der ønsker at deltage i markedsdialogen, bedes tilmelde sig senest den 28. august 2026 ved at sende en e-mail til Ballerup Kommunes rådgiver, HortenDahl, på tld@hortendahl.dk samt vedlægge en skriftlig besvarelse af dialogspørgsmålene.
Dialogspørgsmålene fremgår af bilag 11. Bilaget er tilgængeligt som PDF og kan enten udfyldes direkte (hvis det anvendte PDF-program understøtter dette) eller besvares i et separat Word-dokument med samme spørgsmål. Ønskes bilag 11 fremsendt i Word-format, kan dette rekvireres ved henvendelse til projektleder Sigga Birkvad på SIBI@balk.dk. Henvendelser i perioden 16. juli til 7. august 2026 vil blive besvaret efter ferieperioden.