Sammendrag
Første budgetopfølgning for 2018 og opfølgning på "Aftale om budget 2018" forelægges hermed for Kommunalbestyrelsen.
Samlet set viser første budgetopfølgning for 2018 et mindreforbrug på 2,4 mio. kr. i forhold til det senest korrigerede budget ved tredje budgetopfølgning 2017.
Første budgetopfølgning 2018 viser tillige en overskridelse af servicerammen på 8,2 mio. kr. i 2018, hvorfor servicerammen må anses for at være under pres. Administrationen har iværksat en opbremsning af servicerammeforbruget svarende til ca. 30 mio. kr. i forbindelse med det forventede merforbrug på servicerammen, særligt med fokus på udviklingen på ramme 50.54 Tilbud til voksne med særlige behov. Administrationen foreslår ikke yderligere tiltag til håndtering af servicerammeoverskridelserne, end de tiltag, som Økonomiudvalget besluttede den 13. marts 2018. Administrationen følger situationen nøje, og fremlægger status i forbindelse med anden budgetopfølgning i august 2018.
Den økonomiske strategi er overholdt vedrørende målene for overskud på løbende poster, likviditet og langsigtet gæld.
Baggrund
I henhold til "Tidsplan for budgetlægningen 2019, omstillingsarbejdet 2019, budgetopfølgningen 2018 og regnskabsaflæggelsen 2017" skal de enkelte fagudvalg behandle opfølgning på budget 2018 tre gange og "Aftale om budget 2018" fire gange årligt.
Første budgetopfølgning på driftsbudgettet for Ballerup Kommune bygger på tilbagemeldingerne fra udvalgene siden tredje budgetopfølgning 2017. Desuden er budgettet demografireguleret på basis af den seneste befolkningsprognose. Budgetopfølgningen skal også ses med baggrund i Økonomiudvalgets beslutning den 13. marts 2018, punkt 43, om reduktion på servicerammeforbruget i 2018.
Ved første budgetopfølgning 2018 er første etape af budgetkonsekvenserne vedrørende den nye styrelsesvedtægt, som Kommunalbestyrelsen vedtog i november 2017, indarbejdet.
Sagsfremstilling
Driftsbudgettet
Første budgetopfølgning 2018 viser et samlet merforbrug på 1,7 mio. kr. Merforbruget udgøres af et mindreforbrug på driftsbudgettet på 2,4 mio. kr. i 2018 samt merudgifter til demografiregulering på 4,1 mio. kr. Over samtlige budgetår (2018-2022) svarer den samlede effekt til 33,0 mio. kr. i samlet mindreforbrug på driftsbudgettet. I opfølgningen for 2018 forventes der en overskridelse af servicerammen på 8,2 mio. kr. i 2018, svarende til 0,3 pct. af servicerammen. Det forventede merforbrug på servicerammen ved første budgetopfølgning skyldes primært demografiregulering. Servicerammen følges nøje, idet der fremadrettet er et budgetpres på servicerammen, især som følge af udviklingen på voksenområdet.
Prognoserne for regnskab 2018 følger dermed resultatet fra regnskab 2017:
Områderne med merforbrug er inden for servicerammen, mens områder med mindreforbrug er uden for servicerammen, hvilket understreger behovet for stram styring af servicerammen samt nødvendigheden af iværksættelsen af modgående tiltag, der skal reducere risikoen for en samlet serviceramme-overskridelse (som udløser en økonomisk sanktion fra staten) i 2018.
De væsentligste ændringer og udfordringer er:
Ramme 20.02 Beskæftigelsesfremmende foranstaltninger mv.:
Der er indarbejdet et mindreforbrug på ca. 50 mio. kr. for budgetårene 2018-2022, primært vedrørende demografi, konjunkturprognose, fleksjob og ledighedsydelse.
Ramme 30.33 Pædagogisk psykologisk rådgivning:
Der forventes et merforbrug i 2018, som følge af udfasningen af midlerne til stigende udgifter til specialiseret undervisning.
Ramme 50.52 Tilbud til ældre pensionister:
Der er indarbejdet en merudgift på 1,7 mio. kr. i 2021 og 19,6 mio. kr. i 2022. Formålet er at finansiere driftsudgifter i forbindelsen med oprettelse af flere plejehjemspladser.
Ramme 50.54 Tilbud til voksne med særlige behov:
På myndighedsrammen er der et stigende antal borgere på venteliste, som er visiteret til botilbud. Dette betyder, at der forventes merudgifter svarende til 30,1 mio. kr. i 2018 (ej indarbejdet).
Omstillingsarbejdet til budget 2019
Målsætningen for omstillingsarbejdet om at nedbringe budgettet med 39,4 mio. kr. plus 25 pct. i råderum svarende til ca. 50 mio. kr. er fordelt på hvert udvalg med det formål at sikre fokus på fremdrift i forhold til det samlede mål. Udvalgene har på deres møder i marts 2018 udarbejdet den seneste status (pr. marts 2018), hvor de aktuelle temaer blev drøftet i overensstemmelse med tidplanen.
Anlæg
Første budgetopfølgning på anlægsbudgettet i 2018 viser et nettoanlægsbudget på 230,8 mio. kr. i 2018, svarende til en forøgelse på 31,7 mio. kr. siden tredje budgetopfølgning 2017. Ændringerne på anlægsbudgettet skyldes primært overførsel af uforbrugt rådighedsbeløb fra 2017 til 2018. Nettoforbruget udgør pr. 1. april 2018 ca. 22,0 mio. kr., hvilket svarer til en nettoforbrugsprocent på 10 pct. Det lidt beskedne forbrug på nettoanlægsbudgettet skyldes, at der er en vis forskydning i betalinger på anlægsbudgettet.
Øvrige poster
Under øvrige poster på hovedkontiene 7 og 8 er der indarbejdet en samlet merudgift på 19,1 mio. kr. i 2018. Årsagen er bl.a., at der er foretaget en omplacering på øvrige balanceforskydninger vedrørende budgettet til grundkapitallån til Landsbyggefonden fra 2019 til 2018 på grund af de planlagte byggeprojekter i 2018. Låneoptaget er desuden korrigeret, primært som følge af omplaceringer af låneberettigede anlægsprojekter til øvrige år. Derudover er der indarbejdet et mindreforbrug på baggrund af regnskab 2017 vedrørende renter på Ballerup Kommunes lån hos KommuneKredit (valutalån) samt renter på kommunens værdipapirer.
Overførsler
Der er indarbejdet overførsler på 50,8 mio. kr. fra 2017 til 2018 i første budgetopfølgning 2018. Heraf lægges 0,8 mio. kr. i kassen som finansiering af anlæg vedrørende Klub Syd i Ballerup. De forventede overførsler fra 2018 til 2019 udgør ved første budgetopfølgning 17,2 mio. kr., svarende til et forventet nettoforbrug af overførslerne i 2018 på 32,8 mio. kr. Overførslerne (+/- 4 pct.) indefryses i vid udstrækning i 2018 for at begrænse presset på servicerammen.
Servicerammen
Den vejledende serviceramme for Ballerup Kommune udgør 2.571,4 mio. kr. i 2018. Det forventede forbrug på servicerammen ved første budgetopfølgning 2018 udgør 2.579,6 mio. kr., svarende til en forventet overskridelse af servicerammen på 8,2 mio. kr. i 2018, hvilket udgør en overskridelse på 0,3 pct., hvorfor målsætningen om overholdelse af servicerammen anses for at være under pres. Administrationen indstiller ikke pt. ikke yderligere tiltag til servicerammeoverholdelse, end de tiltag, som Økonomiudvalget besluttede den 13. marts 2018.
Likvid beholdning
Med baggrund i nærværende budgetopfølgning udgør overskuddet på de løbende poster 192,5 mio. kr., og der forventes en likvid beholdning ultimo 2018 på 196,0 mio. kr. (ekskl. brugerfinansieret likviditet på primo 43,2 mio. kr.), hvilket er 53,2 mio. kr. mere end ved seneste korrigering af budget 2018, hvor den forventede likviditet ultimo året (2018) udgjorde 142,8 mio. kr. Den økonomiske strategi er således overholdt, hvad angår likviditeten i 2018. Den økonomiske strategis målsætning vedrørende løbende poster er også overholdt.
Langfristet gæld
Ballerup Kommunes gæld udgjorde 596,0 mio. kr. primo 2018 og vil ultimo 2018 udgøre 587,8 mio. kr. Nedbringelsen af gælden følger dermed rammerne i den økonomiske strategi.
Opfølgning på "Aftale om budget 2018"
Endvidere forelægges første opfølgning på "Aftale om budget 2018" for Ballerup Kommune til orientering.