Sammendrag
Indsatsen Jump4fun under Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) er et tilbud til børn med overvægt, som er etableret i samarbejde med lokale idrætsforeninger. Ballerup Kommune startede Jump4fun i 2016. Der er på nuværende tidspunkt et Jump4fun hold i Måløv Idrætsforening og i Skovlunde Idrætsforening.
Den nuværende kontrakt med DGI om Jump4fun udløber i juli 2019.
Sagen indeholder en status på Jump4fun samt forslag om forlængelse af kontrakten med DGI for en treårig periode med tre hold.
Social- og Sundhedsudvalget skal beslutte, om Jump4fun skal fortsætte, som et tilbud i Ballerup Kommune.
Baggrund
Jump4fun er et samarbejde mellem DGI Nordsjælland, børnelæge Birgitte Schmidt, Julemærkefonden, landets kommuner og en række idrætsforeninger om at skabe gode bevægelsestilbud til børn og unge (6-16 år) med overvægtsproblematikker.
Målsætningen med Jump4fun er, at fysisk aktivitet og idræt bliver en glædelig del af børns og unges hverdag. Der er fokus på at fremme børnenes personlige ansvar, oplevelse af kontrol, aktiv handling og sociale relationer.
Formålet med idrætsholdene er at styrke og udvikle børnenes motoriske formåen gennem leg, kropsbevidsthed, fælles glæde samt introducere specialiserede idrætsformer og hverdagsmotion.
Tilbuddet fungerer også som en del af et efterværn for børn, der har været på julemærkehjem, og der er støttende foranstaltninger til de familier, der har behov for særlig opbakning. Der er bl.a. ansat en foreningsguide, som kan støtte barnet i at komme til og fra idræt, tage på hjemmebesøg samt følge op på barnet ved udeblivelse på holdene.
Deltagerne til Jump4fun holdene bliver rekrutteret gennem sundhedsplejersker, familievejledere, boligsociale medarbejdere samt de lokale intranet på skolerne. Yderligere rekrutteres børnene og de unge gennem ophold på Julemærkehjem, overvægtsambulatoriet i Hillerød samt omtale af Jump4fun generelt.
Jump4fun har siden den 1. september 2016 været et tilbud til børn med overvægt i Ballerup Kommune. Det første år var det gratis for Ballerup Kommune at have indsatsen. I 2017/2018 og 2018/2019 er der indgået kontrakter med DGI på 1 år ad gangen om fortsættelse af Jump4fun. I 2017/2018 var der en udgift på 134.000 kr. til tre hold. I 2018/2019 var der en udgift på 91.500 kr. til to hold.
Sagsfremstilling
I sæson 2018/2019, som er i gang på nuværende tidspunkt, deltager 31 børn og unge i Jump4fun - 18 børn deltager på holdet i Skovlunde og 13 børn i Måløv.
DGI har gennemført en overordnet evaluering af Jump4fun i 2019 i form af et spørgeskema, hvor bl.a. 20 ud af de 31 aktive børn i Ballerup har svaret. Evalueringen viser, at Jump4fun er med til at skabe bevægelsesglæde hos børnene. Børnene nævner, at det er sjovt, og der er også mange, der nævner, at Jump4fun er noget helt andet end de tidligere har gået til. Jump4fun når ud til nogle af de børn, der har dårlige erfaringer med idræt i skolen eller med at gå til en traditionel foreningsidræt. Der er vedlagt et bilag fra DGI med en uddybning af evalueringen. Administrationen foreslår, at den fremtidige evaluering suppleres med opfølgning på hvor mange børn der stadige er aktive i en idrætsforening.
Det er administrationens vurdering, at Jump4fun er et velfungerende tilbud i Ballerup Kommune, hvilket de involverede foreninger også tilkendegiver. De to nuværende idrætsforeninger vil meget gerne fortsætte med Jump4fun. Desuden vil Svømmeklubben Triton også gerne etablere et Jump4fun svømmehold i sæson 2019/2020. Fremadrettet er der derfor mulighed for at have tre hold i Ballerup Kommune - et i hver bydel.
Administrationen foreslår, at Ballerup Kommune forlænger kontrakten med DGI for en treårig periode, og at den bliver udvidet til at indebefatte tre Jump4fun hold. En treårig kontrakt vil sikre den nødvendige kontinuitet for foreningerne, så de har bedre mulighed for at langtidsplanlægge deres sæsoner. Kontrakten vil fortsat kunne opsiges af Ballerup Kommune uden økonomiske konsekvenser med en tre måneders varsel. Desuden vil muligheden for at etablere tilbuddet i Ballerup Midt blive undersøgt, så kommunen er dækket ind i de tre lokalområder.