Sammendrag
Belysningsplan for Ballerup Kommune 2013 blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen i december 2013. Siden har den været udsendt i otte ugers høring. Hermed forelægges de indkomne kommentarer til planen sammen med forslag til konsekvensjusteringer af lysplanen.
Baggrund
Belysningsplan for Ballerup Kommune 2013 er blevet til som en revision af den tidligere lysplan fra 2008. Der er flere grunde til, at der var behov for en opdatering af lysplanen:
- Ballerup Kommune står over for en udskiftning af et stort antal lysmaster og armaturer, som er forældede og ikke kan genanskaffes. Over en årrække vil der skulle udskiftes i alt ca. 5.000 armaturer.
- Det er ikke alle armaturer i den oprindelige lysplan, der kan omstilles til LED eller anden energibesparende lyskilde i fremtiden.
- Et par af de armaturer, som den oprindelige lysplan foreskriver anvendt, er udgået af produktion. For at imødegå dette fremover er det formålstjenligt at gøre lysplanen mere fleksibel og indbygge flere valgmuligheder.
Den foreliggende belysningsplan består af følgende elementer:
- Selve lysplanen, som omfatter baggrund, vision og målsætninger, principper for vejbelysning, retningslinjer for belysningsanlæggenes udformning samt ny teknologi og nyt materiel.
- Appendikser, der handler om områdeopdeling af Ballerup Kommune, retningslinjer for realisering (udskiftningstakt, projekteringsanvisninger og forberedelse for ny teknologi), konkrete eksempler samt skema til lysteknisk vurdering af nye armaturer.
- Kortbilag, der illustrerer lysplanens anvendelse i kommunens forskellige områder.
Sagsfremstilling
Ved høringsperiodens udløb var der modtaget 10 høringssvar, ni fra borgere og grundejerforeninger samt et svar fra belysningskonsulent. De indkomne kommentarer og spørgsmål handler om følgende:
Høringssvar nr. 4 og 5: Ønsker om snarlig udskiftning af belysning i lokalområde, da reparationer/udskiftninger pt. foregår uden samlet plan.
Centrene for Miljø og Teknik samt By, Kultur og Erhverv henviser til belysningsplanens appendix 2, som er justeret på baggrund af høringssvar. Her redegøres for, hvordan der vil blive prioriteret med hensyn til udskiftninger.
Høringssvar nr. 1 og 3: Ønsker om at få indflydelse på armaturvalg.
Svar fra Centrene for Miljø og Teknik samt By, Kultur og Erhverv: Når der foreligger et projekt for belysning i et givet område, vil det blive udsendt til grundejerne til orientering.
Spørgsmål om, hvorvidt kommunen kan kræve udskiftning på private fællesveje og om finansiering af sådanne udskiftninger.
Svar fra Centrene for Miljø og Teknik samt By, Kultur og Erhverv: Ballerup Kommune kan kræve udskiftning, hvis belysningsniveauet ikke overholder gældende krav, eller hvis driften ikke er økonomisk fordelagtig. Med hensyn til finansiering kan der ikke gives svar endnu, da der pt. foregår en udredning på nationalt plan om de juridiske forhold vedrørende kommunal finansiering på private fællesveje.
Høringssvar nr. 1: Ønske om at der tænkes i designmæssige sammenhænge mellem forskellige områder.
Svar fra Centrene for Miljø og Teknik samt By, Kultur og Erhverv: Der vil altid blive taget hensyn til sammenhængen med tilstødende områder.
Høringssvar nr. 4: Undren over, at kommunen tilsyneladende ikke overholder egne forudsætninger om totaløkonomisk løsning ved kabellægning.
Center for Miljø og Teknik svarer, at kommunen anerkender problemet, men at det i dette tilfælde ikke har været muligt at følge intentionerne i lysplanen. Der pågår forhandlinger med ejeren af belysningsanlægget. Appendix 2 om retningslinjer for realisering af belysningsplanen er tilrettet som konsekvens af høringssvaret.
Høringssvar nr. 7: Ønske om at bevare eksisterende armaturer, herunder som led i kunstværk.
Svar fra Centrene for Miljø og Teknik samt By, Kultur og Erhverv: Det er desværre ikke muligt, da armaturet er udgået af produktion. For kunstværket vil det være muligt at få fremstillet armaturer specielt ved behov.
Høringssvar nr. 3, 5 og 6: Frygt for at nye armaturer vil medføre spildlys eller forringede lysforhold.
Svar fra Centrene for Miljø og Teknik samt By, Kultur og Erhverv: Der vil blive arbejdet med at undgå spildlys og blænding - den nye teknologi giver bedre muligheder end tidligere for at afskærme og kontrollere lyset.
Høringssvar nr. 10, diverse forslag vedrørende tekniske forhold (fra belysningskonsulent): Forslag om, at kravet til farvegengivelse nedsættes fra Ra 80 til Ra 70, da Ra 70 er det mest almindelige og standard i de fleste armaturer. Forslag om, at der til trafikveje anvises armaturer, som kan monteres med LED. Gør opmærksom på, at armaturet Hafnia er udgået af produktion. Efterlyser anvisninger vedrørende brug af lysstyring. Efterlyser specifikation af belysning for "pladser og særlige områder", og en beskrivelse af, hvad der skal ske her.
Centrene for Miljø og Teknik samt By, Kultur og Erhverv foreslår, at kravet til farvegengivelse ændres til 70 Ra i lysplanen, og at der i appendix 1 indføjes et LED-armatur (Milewide 2 LED) til trafikveje. Hafnia-armaturet foreslås erstattet med armaturet Nyx, som allerede indgår i "kataloget" i appendix 1. Det foreslås desuden, at indarbejde formuleringen "Ved etablering af nyanlæg skal der indarbejdes lysstyring med henblik på dæmpning og fejlmelding" i lysplanen.
Hvad angår pladser og særlige områder foreslår Centrene for Miljø og Teknik samt By, Kultur og Erhverv at fastholde den åbne formulering, således at kommende projekter kan tilpasses det specifikke sted og den ønskede karakter af byrummet.
Derudover er der et høringssvar, der ikke vedrører belysningsplanen som sådan (nr. 8) samt et svar uden kommentarer (nr. 9).
Der vil blive udarbejdet en pixi-udgave (en letlæst og forkortet borgerrettet version) af belysningsplanen.
På Teknik- og Miljøudvalgets møde deltager byplanlægger Anne-Gitte Hjort under behandlingen af sagen.