Sammendrag
På baggrund af ny bekendtgørelse nr. 559 af den 30. april 2020 vedrørende det sociale område fremgår det, at sociale tilbud og indsatser, der i en periode har været helt eller delvist lukket ned, nu igen gradvist kan vende tilbage til normale forhold under iagttagelse af de gældende sundhedsfaglige retningslinjer.
Social- og Sundhedsudvalget skal godkende Ballerup Kommunes gradvise genoptagelse af aktivitets- og samværstilbud, beskyttet beskæftigelse samt aflastningstilbud. Det drejer sig om følgende tilbud; Krumtappen, Klub "Det nye sted", Bibiliotekscaféens køkken, Larsbjerggård samt Aflastningstilbuddet Torvevej.
Baggrund
På baggrund af Social- og Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 218 af den 17. marts 2020 om mulighed for midlertidigt at fravige forpligtelser på socialområdet som led i håndtering af COVID-19, har Ballerup Kommunes aktivitets- og samværstilbud, beskyttet beskæftigelse samt aflastningstilbud været lukket.
Dette er sket for at kunne prioritere ressourcer og anvende dem, hvor der var størst behov samt af hensyn til risikoen for smittespredning.
Pr. 30. april 2020 har Social- og Indenrigsministeriet udsendt ny bekendtgørelse, hvoraf det fremgår, at sociale tilbud og indsatser, der i en periode har været nedjusteret, omlagt eller helt eller delvist lukket, gradvist skal vende tilbage til normale forhold.
Til at understøtte genoptagelsen af disse tilbud har Socialstyrelsen den 15. maj 2020, fremsendt "Retningslinjer for genoptagelse af aktiviteter på det sociale område". Heraf fremgår det, at en genoptagelse af aktiviteter skal ske efter gældende sundhedsfaglige retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen.
Socialstyrelsen henviser til Sundhedsstyrelsens publikationer "Sundhedsstyrelsens anbefalinger for forebyggelse af smittespredning", "Sundhedsstyrelsens retningslinjer for brug af værnemidler", "Vejledning om forebyggelse af smitte med COVID 19 på plejecentre, bosteder og andre institutioner" samt "Sundhedsstyrelsens vejledning for transport i hjemmeplejen" for borgere, der har behov for transport til og fra aktivitets- og samværstilbud.
Sagsfremstilling
I takt med at sociale tilbud og indsatser gradvist kan vende tilbage til normale forhold, ønsker Ballerup Kommune at genoptage driften af aktivitets- og samværstilbuddet Krumtappen, klubtilbuddet "Det nye sted", beskyttet beskæftigelsestilbud i bibliotekscaféen og Larsbjerggård samt Aflastningstilbuddet Torvevej.
Genåbningen bunder i en kontrolleret åbning, og sikring af de sundhedsfaglige og fysiske forhold.
Vedrørende åbning af Krumtappen har tilgangen frem til nu været båret af et forsigtighedsprincip. Krumtappens medarbejderressourcer har været anvendt til at understøtte dagligdagen i botilbuddene, og sikre aktiviteter i forbindelse med lukningen af borgernes dagtilbud.
Vedrørende de brugere af Krumtappen, der bor hjemme hos pårørende, har enkelte pårørende tilkendegivet, at de ønskede at deres pårørende blev hjemme, så længe de havde mulighed for det.
I den optik har vurderingen været, at et miljøskifte mellem borgernes hjem og Krumtappen først skulle ske, når vi var helt sikre på, at kunne gøre det sundhedsmæssigt forsvarligt.
I forhold til genåbning af Torvevej har det været nødvendigt at se på, hvorvidt borgernes forskellige (udenbys) aktivitetstilbud har været åbne, idet aflastningen på Torvevej som udgangspunkt forudsætter at borgeren er i tilbud i dagtimerne. Dertil har der også været en afvejning af, at personalet på Torvevej indgik i beredskabet på korttidspladserne.
Bibliotekerne er først nu ved at åbne for udlån og aflevering, men ikke for ophold. Af hensyn til borgerne er initiativet til produktion af mad taget med i denne fase.
Tiltag for at minimere smittespredning i aktivitets- og samværstilbud, beskyttet beskæftigelse samt i aflastningstilbud, vil følge de gældende sundhedsfaglige retningslinjer.
Tiltagene vil bl.a. være at:
- Fokusere på hyppig og grundig rengøring, adgang til håndsprit og støtte til borgerne med at holde en god håndhygiejne.
- Tilrettelægge spisning og øvrige fællesaktiviteter forskudt, så antallet af borgere i spisesal eller opholdsrum på samme tid mindskes.
- Sikre afstand mellem siddepladser i fællesrum og aktivitetsrum, og mellem arbejdsstationer
- Tilrettelægge aktiviteter i mindre grupper og under hensyntagen til afstandskrav.
- Fjerne unødvendige kontaktpunkter, fx aviser, blade, spil mv.
- I videst muligt omfang anvende separat toilet og bad og sikre en grundig og kontinuerlig rengøring af bad og toilet, hvor dette ikke er muligt.
Krumtappen, bibliotekscaféens køkken, Larsbjerggård samt Klub "Det nye sted" åbner igen fra torsdag den 4. juni 2020.
Aflastningstilbuddet Torvevej åbner igen fra mandag den 15. juni 2020.
De enkelte tilbud skal have mulighed for at informere borgere, medarbejdere og pårørende, samt sikre at Sundhedsstyrelsens retningslinjer kan efterleves lokalt samt ikke mindst føle sig sikre på, at der er de rette fysiske og bemandingsmæssige forhold til en tryg og sikker åbning. Der kan være behov for at sikre ekstra hænder til den øgede hygiejne samt ekstra hænder til den pædagogiske opgave, hvor særligt nogle borgergrupper vil reagere på personalets brug af værnemidler.
For de tilbud, hvor der er borgere, som befinder sig i højrisiko-gruppen, vil tilbuddene have ekstra opmærksomhed herpå, og være i dialog med praktiserende læge i forhold til at få konkrete lægefaglige anbefalinger.
For alle tilbud vil de pårørende blive orienteret om genoptagelsen af aktiviteter, så de pårørende ved, under hvilke vilkår tilbuddene starter op igen. Det er vigtigt, at de pårørende føler sig trygge og har tillid til, at det er sikkert at benytte tilbuddene.
Nedenfor redegøres for enkelte, centrale detaljer for åbning af hvert tilbud. Frem mod tilbuddenes åbning udarbejder ledelsen mere detaljerede planer for, hvordan åbningen vil foregå for at leve op til de sundhedsmæssige retningslinjer.
Aktivitets- og samværstilbuddet Krumtappen:
Alle borgere kan få genoptaget deres tilbud, men på nedsat antal dage om ugen, da borgerne skal møde ind i mindre hold, for at leve op til de sundhedsmæssige retningslinjer.
For de borgere, der bor hjemme hos pårørende, hvor de pårørende har behov for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, vil det så vidt muligt blive prioriteret, at borgeren kan komme i Krumtappen fem dage om ugen.
Klub "Det nye sted":
Det vil være muligt at holde åbent for otte borgere med to medarbejdere tilknyttet pr. aften inden for de gældende sundhedsmæssige retningslinjer for afstand. Og med øget fokus på håndvask, aftørring af håndtag og overflader samt brug af værnemidler.
Tilbuddet vil blive prioriteret til de borgere, der bor i egen bolig, da det er de borgere, der har det største behov for kontakt og støtte.
Bibliotekscaféen:
Da der ikke må være ophold i biblioteket vil selve caféen fortsat være lukket. Som alternativ løsning, der giver caféens 13 ansatte borgere mulighed for at genoptage deres arbejde, er det planen, at køkkenet kan producere brød, supper og lignende til de tre bofællesskaber under Center for Voksne med Særlige Behov. Dette er afstemt med ledelsen af Ballerup Bibliotek.
Produktionskøkkenet vil være åbent to dage om ugen, og der vil være to skiftehold bestående af medarbejdere og borgere pr. dag. De enkelte hold er faste, og borgerne vil blive tilbudt én til to vagter om ugen. Borgerne vil gennemgå et ekstra hygiejnekursus, og der vil være stort fokus på håndhygiejne, at holde afstand og rengøring af alle flader. Der vil ikke blive holdt frokostpauser, hver borger får sin egen arbejdsstation og adgang til køkkenet vil foregå via egen indgang i det bygningsmæssige niveau køkkenet befinder sig i.
Larsbjerggård:
Larsbjerggård kan genoptage aktiviteter for alle tilknyttede borgere. Størstedel af dagen tilbringes udenfor i grønne områder, hvor borgere og medarbejdere vil gå i passende afstand til hinanden. Det vil så vidt muligt blive undgået at benytte køretøjer.
Borgerne vil blive undervist i god håndhygiejne, der vil blive anvendt engangshandsker og alle borgere får grundig indføring i det regelsæt, der vil gælde, bl.a. instruks om at spritte toilet af før og efter brug.
Spisesal sprittes af før og efter brug og ekstra stue tages i brug, så spisning kan foregå i to lokaler og i to hold. Når vejret tillader det, vil spisning foregå udendørs. For at minimere brug af køkken, benyttes engangsservice og alle medbringer egen madpakke. Køkkenet vil kun blive benytte til at lave kaffe og the. Der laves adgangsbegrænsning, så kun én person må være i køkkenet ad gangen.
I tilfælde af regnvejr deles borgerne op i to grupper, der vil opholde sig på hver sin etage i huset.
De borgere som ikke føler, at de kan leve op til disse forhold, bliver bedt om at blive hjemme.
Aflastningstilbuddet Torvevej:
Torvevej vil kunne tilbyde aflastningsophold til otte borgere ad gangen for at leve op til de sundhedsmæssige retningslinjer. Den normale kapacitet er 12 borgere ad gangen.
Aflastningstilbuddet Torvevej er et tilbud, der er normeret efter at borgerne i løbet af dagen er i aktivitets- og samværstilbud eller beskyttet beskæftigelse. Genoptagelse af tilbuddet vil derfor ske under hensyntagen til, at det er borgere, som har mulighed for at benytte deres dagtilbud, der tilbydes et aflastningsophold.
I planlægning af aflastningsdøgn vil Torvevej organiserer borgersammensætningen, så denne bliver så hensigtsmæssig som mulig i forhold til smitte risiko.
For alle tilbud gælder, at borgerne ikke kan benytte tilbuddet, hvis de er syge. Og i tilfælde af sygdom hos borgere på Torvevej, må de pårørende forvente at skulle hente borger hjem.