Sammendrag
Forsyningsselskabet Novafos A/S har søgt om at lave et klimatilpasningsprojekt i Haraldsmindeområdet i den sydlige del af Ballerup, mellem Hold-an Vej, Sydbuen og Ring O4. Der anlægges et regnvandsbassin, som sammen med arealerne omkring, vil udgøre et oversvømmelsesareal til skybrud.
Haraldsminde Klimatilpasningsprojekt vil:
- Sikre klimatilpasning i Ballerup Syd
- Forsinke og forbedre rensningen af regnvandet inden udledning til Harrestrup Å
- Forbedre muligheden for at Harrestrup Å opnår bedre miljøtilstand
- Skybrudssikre Ballerup syd i Harrestrup Å samarbejdets kapacitetsplan 2018
- Skabe mere varierede levesteder i området til glæde for biodiversiteten.
- Afslutte anlægget af støjvoldene og forbedre kælkebakken Dragebakken
- Give mulighed for at området kan udvikle en større rekreativ værdi.
Administrationen har udarbejdet relevante myndighedstilladelser, hvoraf nogle skal godkendes politisk, mens administrationen har delegation til behandling af øvrige sager. De sager, der skal politisk godkendes, er afgørelser om miljøscreening, vandløbsregulering og naturbeskyttelse.
Administrationen indstiller at
- Det godkendes, at Haraldsminde Klimatilpasningsprojekt ikke er omfattet af krav om miljøvurdering
- Reguleringsprojektet for Harrestrup Å godkendes
- Der gives dispensation for naturbeskyttelseslovens § 3.
Alle afgørelser skal offentliggøres med efterfølgende klagefrist.
Baggrund
Ballerup Kommune har den 25. juni 2019 tiltrådt Harrestrup Å samarbejdets Kapacitetsplan, hvor kommunen sammen med de øvrige kommuner og forsyninger i oplandet til Harrestrup Å, arbejder sammen om at sikre mod skadesvoldende oversvømmelser. Der er udarbejdet en rækkefølgeplan med delløsninger, der sammen med intelligent styring, skal håndtere et skybrud. Den første af delløsningerne der etableres af samarbejdet, er Haraldsminde Klimatilpasningsprojekt.
Området blev i Spildevandsplan 2017-2021 udpeget til etablering af regnvandsbassin og skal håndtere regnvand fra et opland på i alt ca. 88 ha.
Projektet kræver tilladelser og dispensationer fra vandløbsloven, naturbeskyttelsesloven, planloven, miljøbeskyttelsesloven, jordflytningsloven samt miljøvurderingsloven.
Sagsfremstilling
Forsyningsselskabet Novafos A/S har ansøgt om etablering af regnvandsbassin og oversvømmelsesareal til klimasikring af det sydlige Ballerup. Anlægget skal ligge i Hede-/Magleparkens Bypark ved Haraldsminde mellem Hold-an Vej, Sydbuen og Ring O4, og er samtidigt det første anlæg inden for Harrestrup Å samarbejdets kapacitetsplan. Anlægget omfatter et bassin og et slusesystem, der skal sikre, at større regnhændelser ikke skaber oversvømmelser nedstrøms Ballerup Kommune.
Regnvandsbassinet rummer 21.000 m3 regnvand og udformes som en sø, der samtidigt tilfører området nye muligheder for oplevelser for borgerne og nye levesteder for dyr og planter. Hvis regnen overstiger en såkaldt 5 års hændelse (regn, der statistisk optræder én gang hvert femte år) løber vandet over bassinkanten og ned i Harrestrup Å. Samtidigt lukker slusen, hvorefter vandløbet og arealerne omkring langsomt oversvømmes. Hvor stort et areal der oversvømmes, afhænger selvsagt af, hvor meget det regner. Hvis det regner mere end en 100 års hændelse, vil vandet løbe over slusens kant og videre ned gennem Harrestrup Å.
Novafos A/S skal stå for det samlede anlægsarbejde i området, som omfatter etablering af regnvandsbassin inklusive brinksikring og indbygning af jord i støjvolde og på Dragebakken. Novafos A/S står ligeledes for anlæg af sluse og dæmning samt etablering af dobbeltprofil i vandløbet. Dobbeltprofilet opstår ved, at der udlægges en række sten i hver side af vandløbet.
Administrationen har udarbejdet relevante myndighedstilladelser, hvoraf afgørelser inden for miljøvurderingsloven, vandløbsloven og naturbeskyttelsesloven skal godkendes politisk under dette dagsordenspunkt.
Miljøvurderingsloven
Ballerup Kommune har på baggrund af en miljøscreening vurderet, at projektet ikke vil kunne påvirke miljøet væsentligt og derfor ikke er omfattet af krav om miljøvurdering. I afgørelsen er der især lagt vægt på, at projektet er i overensstemmelse med Spildevandsplanen, at Natura 2000-områder og andre naturbeskyttelsesinteresser ikke påvirkes væsentligt, at der ikke er væsentlige ændringer i tilstand i vandløb eller grundvandsforekomster, samt at projektet ikke vil hindre målopfyldelse af vandområdeplanen. Samlet set vurderes projektet at medføre øget naturkvalitet og flere rekreative værdier.
Vandløbsloven
I forbindelse med reguleringssagen er der lavet konsekvensvurderinger i forhold til oversvømmelsesrisiko uden for oversvømmelsesarealet samt konsekvenser for naturen. Der er undersøgt for risiko for oversvømmelser fra vandløbet, opstuvning gennem eksisterende dræn, vandspejlsændringer tilbage i vandløbet og opstuvning i regnvandssystemet. Herudover er det afklaret, hvordan der skal sikres tilstrækkelig afdræning af oversvømmelsesområdet, samt om der er konsekvenser for naturværdierne i området. Konklusionen på undersøgelserne er, at der ikke er risiko for oversvømmelser uden for oversvømmelsesarealet. I forhold til konsekvenser for natur- og miljøforhold konkluderes det, at projektet vil give forbedrede miljøforhold, idet vandet renses og forsinkes mere inden udledning. Regnvandsbassin, oversvømmelsesareal og dobbeltprofilet vil give flere levesteder og sandsynligvis medføre en øget biodiversitet.
En samlet tilladelse, der behandler de fire delprojekter, har været sendt i forhøring i perioden fra den 1. august til 31. august 2019 hos høringsberettigede. Der er kommet kommentarer fra Danmarks Naturfredningsforening og Vejdirektoratet. Disse er indarbejdet i den endelige tilladelse. Bl.a. er:
- Det præciseret, at regnvandsbassin og et oversvømmelsesareal er to projekter, der ligger oven i hinanden
- Det præciseret, at der ikke tilføres vand til Vejdirektoratets matrikel omkring Ring O4
- Det er undersøgt og præciseret, at området ikke bliver mere permanent vådt uden for regnvandsbassinet
- Der er tilføjet vilkår i forhold til, hvor tit slusen må lukkes.
Naturbeskyttelsesloven
Ballerup Kommune giver dispensation til tilstandsændringer i Harrestrup Å og udposningen (Naturnr. 908) på vandløbet. Tilstandsændringerne omfatter: Stabilisering af brink ved overløb fra bassin, ændret vandløbsprofil, midlertidig kørebro til jordkørsel samt periodevise oversvømmelser. Stabilisering af brink vil sikre vandløbet mod erosion. Ændret vandløbsprofil vil give øget vandføring og flere levesteder for planter og dyr. Kørebroen vil være midlertidig og området vil blive genetableret. Vegetationen i og omkring Harrestrup Å tåler tidvise oversvømmelser, og det vurderes derfor, at tilstanden ikke ændres væsentligt i Harrestrup Å. Det vurderes endvidere, at udposningen er levested for spidssnudet frø. Det skal derfor sikres, at dens levesteder ikke ødelægges eller forstyrres som følge af projektet - hverken i anlægsfasen eller efterfølgende. Der stilles derfor krav om afværgeforanstaltninger.
Området tilføjes et regnvandsbassin, der med tiden vil udvikle sig til et varieret naturområde med mangeartede levesteder for dyr og planter. Overordnet set er tilstandsændringerne i Harrestrup Å og i udposningen mindre væsentlige i forhold til den naturkvalitet, der vil udvikle sig i og omkring bassinet.
Afgørelser, projektbeskrivelse, oversigtskort mfl. er i bilag.
På Teknik- og Miljøudvalgets møde deltager vandløbsmedarbejder Michala Becker Ryttergaard og naturmedarbejder Thomas Christensen fra Center for By, Erhverv og Miljø under behandlingen af sagen.